Brev: Separere formidling fra kunstnerisk produktion

By november 16, 2005Breve/Artikler

Brev til Kunstrådet

København den 16.11.2005

Til Kunstrådet
Kongens Nytorv 3
1050 København K

Vedrørende problemet med at separere formidling fra kunstnerisk produktion

I henhold til et møde den 26. oktober 2005 mellem UKK – Unge Kunstnere og Kunstformidlere – og Poul Bache, Lars Liebst og Anette Østerby skal vi hermed gøre Kunstrådet og Kunststyrelsen opmærksom på vores bekymringer i UKK vedrørende de nuværende støtteformer under Billedkunstloven, og som de må fortolkes af Billedkunstudvalget.

Dette omhandler Billedkunstlovens definition af produktionsstøtte, der ikke medtænker formidlingen som en uundværlig del. Faktisk medtænkes formidlingen overhovedet ikke. Hermed opstår en skelnen mellem kunstnerisk produktion og formidling, som man genfinder i Kunstrådets puljer. Som det er nu, defineres kunstnerisk produktion udelukkende som værkproduktion i en meget snæver forstand, som selve det materielle, udstillede værk, hvorimod udstillingsplanlægning, kuratering og tekstskrivning og andre ‘ydre’ tiltag betegnes som formidling under en kam og henlægges separate puljer. Vi mener, at denne skelnen er uhensigtsmæssig af flere årsager.

Dette indebærer, at der således ikke er en egentlig artikulering af og forståelse for det kuratoriske arbejde i støttesystemet; kuratering er jo ikke blot ‘noget’ som finder sted efter værket er produceret, men i lige så grad ‘noget’ som finder sted før værket producers, og som derfor bør ses som en praksis på lige fod med værkproduktionen. Derfor bør man kunne søge midler til det kuratoriske arbejde og med et samlet udstillingsprojekt i produktionsstøtteordningen. Således ender man ikke op med det stigende problem i sammensatte udstillinger i Danmark, at kun nogle kunstnere får produktionspenge ud af de som er med på udstillingen, og kuratoren i reglen aldrig får honorar.

Der er ingen puljer til det kuratoriske arbejde som sådan, og dette må man søge om i formidlingspuljerne, der er defineret efter forestillingen om formidlingen som en ekstra knap, man kan sy på skjorten til sidst og ikke reelt tjener skjorten noget formål. Vi mener dette er fejlagtigt, og at netop denne holdning er årsag til det store formidlingsproblem, den danske samtidskunst i høj grad lider under herhjemme.

I netop tilfældet med det kuratoriske arbejde betyder det nuværende støttesystem, at free-lance kuratorer forlader landet, da man ikke kan leve af dette i Danmark. Hermed forsvinder en del af det dynamiske og nytænkende kunstliv i Danmark.

Vi er klar over, at der er interessenter i dansk kunstliv som underkender kuratering som praksis og skal gerne understege, at vi ikke ser noget forkert i denne modsætning, tværtimod ser vi modsætninger som produktive. Det bør blot ikke være sådan, at et synspunkt kan monopolisere støttesystemet, sådan som det er tilfældet i dag, og som Billedkunstloven også vidner om.

Ydermere findes i stadigt stigende grad en række alternative kunstneriske greb til den objektorienterede praksis i samtidskunsten i dag, som man kun kan søge støtte til i puljen ”Andre billedkunstneriske tiltag”, dette kunne være kunstprojekter i det offentlige rum, midlertidige performative greb og kunsttidsskrifter. Sådanne tiltag bør også kunne søge produktionsstøtte.

Vi mener i UKK, at man i Kunstrådet bør overveje en ændring af støttesystemet enten via lovteksten eller via implementering af retningslinjer for de uddelende udvalg. Ellers risikerer man at miste vigtige dimensioner i dansk kunstliv og man risikerer at videreføre en indsnævring af det formidlende arbejde på den danske billedkunstscene. Selve formidlingsopgaven må altså også tænkes forfra. Vi skal derfor foreslå kunststyrelsen, at man igangsætter projekter som i højere grad formidler dansk nutidskunst til en bredere offentlighed, en historisk opgave som gennem mange år har været misforstået og underdrejet.

Vedlagt er to eksempler på hvor vanskeligt det kan være at søge penge til relevante projekter i den nuværende støtteordning. Eksempel 1 vedrører kunsttidsskiftet Øjeblikkets deltagelse i den Documenta 12 og eksempel 2 skitserer vanskeligheden for kuratorer i Danmark mere udførligt.

Summa Summarum plæderer vi for at kuratorisk arbejde og alternative kunstgreb til den objektorienterede praksis medtænkes i billedkunstnerisk produktion og at formidling i det hele taget anskues som noget der tænkes med som en uadskillelig del af et projekt fra begyndelsen og ikke betragtes som en ekstra udefrakommende faktor. Generelt anmoder vi om, at der i meget højere grad satses på formidling af dansk billedkunst i det hele taget.

Med venlig hilsen

Simon Sheikh og Karin Hindsbo
På bestyrelsens vegne.

Eksempel 1:

Det danske Kunstmagasin Øjeblikkets deltagelse i den kommende Documenta

Tidsskriftet Øjeblikket er af Documenta-gruppen inviteret med i et publikationsprojekt, der definerer (og styrer) Documenta 12s indholdsmæssig side og ydermere danner hele grundlaget for den formidlingsmæssige side. Projektet er stort og vil uvægerligt kræve, at redaktørerne må arbejde min 15 timer om ugen hver i det kommende 1,5 år og dertil kommer ekstraudgifter til oversættelse af samtlige tekster, til oprettelse og vedligeholdelse af et website, til gæsteredaktører, assistance, rejseudgifter mm. Som det er nu arbejder alle gratis i Øjeblikket, ingen skribenter får honorar ej heller redaktører. I redaktionen har der været tale om at redaktørerne kunne få 2.000 kr for at udgive et nummer (= 6.000 om året). Skal redaktionen kunne gå ind i Documenta projektet er redaktionen nødt til at få løn, således at Øjeblikket ikke tilsidesættes for lønarbejde og endvidere kommer en stor post til aflønning af oversættere, gæsteredaktører og IT-folk for slet ikke at tale om skribenter. Som det er nu, er det ret vanskeligt at se, hvor tidsskriftet skulle skaffe sig disse ekstra midler, der jo mest af alt drejer sig om honorarer. Rejsepengene er pt. det eneste Øjeblikket med rimelig sikkerhed kan skaffe.

Hermed spørger UKK på tidsskriftets vegne, om det overhovedet er muligt at få det anseelige beløb, der skal med i rygsækken for at dette projekt kan realiseres. Eller om tidsskriftet (og Danmark, Øjeblikket er det eneste danske magasin, der er inviteret med til projektet) må sige nej tak til denne enestående mulighed for at formidle dansk kunst, lancere aktuelle problemstillinger i den danske samtidskunst i et internationalt forum og medvirke i rygraden af den kommende Documenta?

Det skal hertil nævnes, at Øjeblikket ikke har søgt midler endnu. Øjeblikket har tidligere modtaget bevillinger gennem Kunststyrelsen, men denne gang drejer det sig om en meget stor portion penge. Dette eksempel skal illustrere, at tidsskriftet simpelt hen ikke ved, hvor man skal henvende sig i støttesystemet for at søge disse midler.


Eksempel 2:

Det kuratoriske arbejde

Med det nuværende støttesystem er det ikke muligt for kuratorer at søge om støtte til udstillingsvirksomhed! Eftersom billedkunstnerisk produktion er defineret som en kunstner, der laver et værk, er det også den enkelte kunstner som skal søge om støtte til sit værk. Dette har 2 uheldige konsekvenser:

1) som uafhængig kurator kan man ikke arrangere nogen udstillinger, da man ikke kan søge om penge til projekter, men må bede den enkelte kunstner om selv at søge til sit værk, og herefter kan kuratoren evt. søge penge til et katalog via formidlingspuljerne. Dette er ikke en professionel arbejdsform og resultatet er da også en hel generation af uafhængige danske kuratorer udelukkende arbejder internationalt og ikke i Danmark. Vi mener, at det er en skam for dansk kunstliv, at denne praksisform er forsvundet fra landskabet herhjemme, med tab af dynamik og debat til følge.

2) hvad angår kuratorisk arbejde på institutioner er situationen lige så problematisk. Her kan en kurator invitere alle de kunstnere, vedkommende vil, for dernæst blot at bede dem om selv at skaffe pengene til produktion af deres værker. Dette er uhensigtsmæssigt, da det på sin vis fratager institutionerne et egentligt ansvar for værket, og fordi det indebærer, at en kunstner skal anerkendes to gange, først af institutionen, som inviterer, og dernæst af et billedkunstudvalg. Det er ikke altid, at der er overensstemmelse herimellem.