Brev til Mette Frederiksen, Kulturordfører

By december 13, 2004Breve/Artikler

Vedr. kritikpunkter og forslag til strukturelle ændringer i det nuværende kunstpolitiske system

Kbh. den 13.12.2004

Til Mette Frederiksen
Kulturordfører
Socialdemokratiet

Kære Mette Frederiksen

Først og fremmest en stor tak på egne og UKKs vegne for at involvere Karoline og mig i Socialdemokratiets kulturkonference d. 22.11. Jeg fandt konferencen vellykket, og vi var som nævnt meget glade for at blive hørt i denne sammenhæng og ikke mindst for at få så stort et spillerum.

Vores oplæg mundede jo efter den noget direkte opsagn til et forældet system ud i mere konkrete kritikpunkter og forslag til strukturelle ændringer i det nuværende kunstpolitiske system. Hermed vil UKK gerne følge sagen til dørs og vi har sammenfattet en række punkter, hvor vi finder problemer i den nuværende kunstpolitiske struktur. Disse er kort skitseret de følgende: 1) kvalitetsproblematikken 2) Den internationale udveksling 3) De reelle procedurer for uddeling af støttemidler 4) For få puljer til kuratorer 5) Vederlags og honorary problematikken 6) Moms og skattelettelser 7) Den faglige ekspertise i kunststyrelsen. Disse punkter har vi uddybet på de efterfølgende sider.

Generelt efterlyser vi UKK konsekvens, ligestilling og visioner i dansk kunst- og kulturpolitik. Vi føler et akut behov for tilbundsgående diskussioner af den overordnede handlingsplan i det kunstpolitiske system tillige med en grundlæggende debat om visioner for kunstlivet og dets systematisering i Danmark.

Vi vil i UKK meget gerne mødes med dig for at diskutere såvel problemer, som handlingsplan og visioner.

I det hele taget vil vi meget gerne løbende have kontakt til dig – og håber, at du har tid til et møde med os i den nærmeste fremtid.

De bedste hilsner,

Karin Hindsbo, Formand
På vegne af UKKs bestyrelse: Kristina Ask, Jan Falk Borup, Nis Rømer, Simon Sheikh, Katarina Stenbeck og Jakob Wegener.


Hermed følger en uddybning af de områder, vi i UKK anser problematiske i den nuværende kunstpolitiske struktur:

  1. Kvalitetsproblematikken: Det er et problem, at kvalitet vedblivende står udebatteret hen, når dette begreb i så vidt et omfang benyttes til at retfærdiggøre de fleste uddelingsprincipper fra de forskellige støtteorganer. Kvalitet er en underlig størrelse, der reelt tilskrives helt bestemte (mere modernistiske) kunstpraksisser. Vi ønsker os en bredspektret løbende debat af dette begreb samt indlemmelse af mere demokratiske strukturer i den danske kunstpolitik – som eksempelvis principper som ligestilling i forhold til køn, alder og praksis. Vi taler her ikke for en rigid fordeling af midler, der ikke skæver til det faglige indhold i uddelingen, men for en noget mere ligelig fordeling af midlerne (end eks. fordelingen af legater ved Karolines afgang – 16 ud af 17 mænd fik og 1 ud af 13 kvinder fik) samt muligheden for mere sobre redegørelser for uddelingen end at ”det er ikke kvalitet” – som eksempelvis: ”projektet er mangelfuldt på flg. områder…” eller lign.
  1. International udveksling: Vi mener, at den evalueringsrapport, der er kommet i forhold til det internationale kultursamarbejde generelt afspejler den gængse tanke på dette område og er problematisk på flg. områder: a) den er skrevet af ambassadefolk og ikke af kulturproducenter og andre kulturfaglige b) den fremhæver igen kvalitet uden at definere begrebet. c) den sætter de kunstfaglige ud af beslutningsprocesser. d) den demonstrerer en udpræget nationalistisk tanke i forhold til det internationale samarbejde. e) den fremhæver en geografisk indskrænkning af internationale satsningsområder til en bestemt (i rapporten listede) række lande, hvor der er en udpræget handelsinteresse. Summa summarum mener vi, at man i denne rapport kan læse den generelle holdning på det internationale område, som groft sagt er et sigte mod det eksportmæssige ud fra et nationalt, liberalt-økonomisk grundlag, der konstant holder det kunstfaglige ude af de afgørende beslutningsprocesser. Ligeledes finder vi fraværet af reelt definerede visioner i det internationale kultursamarbejde yderst foruroligende.
  1. Procedurer for uddeling af støttemidler: Proceduren for ansøgning er for tung og den forfordeler bestemte praksisformer i sin udformning.
  • Der tages ikke hensyn til det såkaldte åbne værkbegreb, hvor en billedkunstner ikke nødvendigvis i sit kunstneriske arbejde ender op med at have et konkret objekt til salg. Formuleringerne i puljerne fordrer at man skal have et færdigt produkt. Dette udelukker kunstnere, der arbejder med workshops f.eks. og engagerer sig direkte i mellemmenneskelige relationer i deres praksis – det kan du jo ikke sælge og hænge op i en kantine bagefter.
  • Enkeltpersoner favoriseres frem for fællesarbejder, idet man kun kan søge som enkeltperson. Kunstnere skal søge individuelt til gruppeudstillinger og risikerer at arbejde under ulige vilkår, da nogle kunstnere modtager mere støtte til projekter end andre.
  • Herudover er der favorisering af institutioner – man skal reelt vise sit arbejde på en institution for at få penge, hvilket udelukker kunstnere, hvis praksis finder sted i det offentlige rum – dette er et stort problem, da denne procedure opfordrer til at bevare kunstverden som et lukket, eksklusivt system, der ikke blander sig i samfundet – hvilket en række (yngre) kunstnere faktisk gør.
  • Et yderligere aspekt er, at man som billedkunstner, der søger om 10.000 kr. til en workshop skal søge på samme måde som en kunstinstitution, der søger om driftsmidler på flere millioner.
  1. For få puljer til kuratorer: Det er næsten umuligt at søge penge som kurator i Danmark. Der findes uhørt få puljer til dette. Man kan søge om rejsepenge til en konference og om et ophold på to uger på Cuba – og dette er alt. Det er yderst problematisk, at der ikke findes muligheder for at søge støtte som kurator i Danmark. Først og fremmest betyder det, at der ikke arbejder nogle free-lance kuratorer i Danmark og det er udslagsgivende for væsentlige parametre som, uafhængighed, nytænkning, dynamik mm.  Manglen på mulighed for støtte til kuratorer hænger igen sammen med en noget forældet måde at anskue kunst på: kunstnere laver værkobjekter og kunsthistorikere arbejder på et museum, hvor de registrerer objekterne i en samling og skriver lidt katalogtekster – en slags administrative medarbejdere for kunstverden. Sådan hænger det ikke sammen i dag – kunstnere og kunstformidlere arbejder tæt sammen i alle mulige forskellige netværk, og de faglige grænser imellem de to grupper er tilnærmelsesvist væk – hvilket UKK også signalerer ved at være både for kunstnere og for kunstformidlere.
  1. Vederlags- og honorary problematikken
  • Kunstinstitutioner favoriseres frem for freelance kuratorer og kunstnere, idet de sætter rammerne for  vederlags-ordningen. Kunstnere og kunstformidlere som arbejder uafhængigt af kunstinstitutioner kan ikke modtage vederlag, eller honorar for deres arbejde. Disse rammer bør defineres bredere som de er i andre lande. Man burde også forudsætte, at en institution, der modtager driftstilskud fra staten eksempelvis skal betale vederlag til de udstillende kunstnere.
  • Praksisformer med vægt på objekt-produktion favoriseres frem for eksempelvis performance eller research-praksis, idet vederlaget defineres pr. værkets værdi og ikke pr. kunstner, og idet der gives produktions- og ikke honorar-støtte. Man bør betale billedkunstnere honorar for deres kunstneriske arbejde og ikke for værkets værdi. Det vil med andre ord sige: betale billedkunstnere for et udført arbejde og ikke for varens værdi, ligesom man betaler en murer en timeløn eksempelvis og altså ikke en takst fastsæt efter om han bygger et kolonihavehus eller en strandvejsvilla.
  • Forslag: Ved en revision af vederlagsordningen, kunne disse problematikker løses på kort sigt. På længere sigt ville det være nødvendigt med en diskussion af en lukning af vederlagsordningen, for at oprette til en decideret honorary-pulje, som alle kunstnere og kunstformidlere kunne søge, uafhængigt af offentlige kunstinstitutioner.
  1. Moms og skattelettelser: Den nyligt indførte mulighed for virksomheder at afskrive kunst på linie med andre driftsomkostninger er fiasko.
    • For det første er det ikke afskrivning af momsen, der afgør om en virksomhed investerer i kunst eller ej, for det andet er loven så indviklet, at den i praksis ikke er blevet brugt mere end en snes gange. Dette står i gral kontrast med de udgifter, der har været i forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget. Hvis man til gengæld havde foreslået, at virksomheders køb af kunst endvidere kunne være trukket fra i skat ville der givetvis have været stører interesse for loven.
    • Det største problem er dog uvidenhed: erhvervslivet tror hovedsagligt, at kunst er noget, man udsmykker vægge og kantiner med. Der burde derfor såfremt en skattelettelse i erhvervslivet reelt skulle hjælpe dansk billedkunst også sættes midler af til oplysning om nutidskunst og dennes virkemidler.
    • Et andet problem er at lov-definitionerne for, hvad kunst er, stammer fra toldtariffen (pos. 97.01-97.03). Dette medfører igen, at kunst bliver defineret som et objekt (Den fulde lister lyder: maleri, tegning, pasteller, originale stik, tryk, litografi, skulptur, gobeliner og originale keramiske produkter). Dette betyder at en kunstner som arbejder med fotografi ikke kan benytte sig af reglerne for kunstnermoms. Et eksempel herpå er Eva Kochs lyskunstværk i Esbjerg som endte i retten pga. af momsdefinitionen: retten erklærede, at det ikke var et kunstværk, men ”belysning på en høj”. Billedkunstneren tabte sagen; en professionel billedkunstner som dette år udstillede på Venedig Biennalen og repræsenterede Danmark. Momsloven betød her, at kunstneren ikke kunne inddrage værkets produktionsomkostninger i sit virksomhedsregnskab, og således heller ikke får fordelen af at kunne trække momsen fra.
    • Definitionen af kunst bør laves ud fra konteksten og ikke objektet. Dette ville stille billedkunstnere bedre i alle sammenhænge, da det netop ville være en måde at anerkende kunstens immaterielle værdier. Det er vigtigt at kunsten selv har en frihed til at vælge medie, derfor ville et åbent værkbegreb være ideelt i alle lovgivningssammenhænge, måske dette også kunne smitte af på det meget konservative kunstbegreb Statens Kunstfond og især udsmykningsudvalget arbejder med.
  1. Den faglige ekspertise: Vi mener det er et problem, at mange beslutningsprocesser ikke inddrager kunstfaglige på et beslutningsdygtigt plan. Der er i reglen tale om samråd, men ikke om reel beslutningskompetence. I stedet ses en stadigt stigende involvering af eks. kulturattacheer, der slet og ret ikke besidder de nødvendige faglige kompetencer i forhold til billedkunst. De kunstfaglige medarbejdere i kunststyrelsen er efter omstruktureringen desuden blevet pålagt en hel del mere administrativt arbejde. Således er det eksempelvis nu de kunstfaglige medarbejdere, der varetager de forskellige residencies, der også skal bestille busbilletter og lave regnskab. Dette betyder en administrativ byrde på de kunstfaglige, der resulterer i manglende tid og overskud til at udvikle visioner og mere langsigtede samarbejdsstrategier.