Det kunstpolitiske påsketaffel

By november 15, 2005Breve/Artikler

En sand historie om begyndelsen på et nyt årtusinde i dansk kunst- og kulturpolitik fortalt af en ung forening stiftet i netop disse år.

Artikel udgivet i Kulturo. Af Karin Hindsbo

Der var engang – i de første spæde år af et nyt årtusinde – et regeringsskifte, og med dette fulgte en gennemgribende omstrukturering af det danske kunstliv.  Omkring påsketid, det Herrens år 2002, besluttede en ny borgerlig regering sig for ”at rydde” op i det kulturpolitiske pulterkammer, og smed med letsindig hånd alt, hvad de fandt overflødigt og ikke umiddelbart kunne forstå, ud i en stor container. Derefter samlede de, hvad der var tilbage, i en centralistisk struktur formmæssigt imiterende en Bourgoisk edderkop, der mørk og på alle måder uigennemsigtig kunne indramme det danske kunstliv og yderligere spinde det ind i et net af fejlfortolkninger og almen uvidenhed: som naiv tro på en uproblematisk fusion af stat og marked, populisme som et kvalitativt aspekt og kunsteksport efter samme kriterier som bacon, feta og andre fedende produkter. En oprydning de efterfølgende mente ville resultere i variation, så det battede, ud fra et nationalt liberal-økonomisk grundlag.

”Vupti” sagde saniteringsarbejderne under oprydningen i 2002 og der lå med et de 2-årige igangsætningsstipendier i containeren sammen med Center for Dansk Billedkunst, hvormed internationale retningslinier, der sigtede mod reel udveksling på kunst-og kulturområdet ligeledes befandt sig blandt affaldet. Containeren kom mere og mere, efterhånden som oprydningen skred frem, til at indeholde den måske eneste minimale mulighed for faktisk dynamik og udveksling (alsidighed kunne man måske kalde det) i det danske kunstliv, der på daværende tidspunkt eksisterede. Ikke fordi den danske kunstverden dengang var præget af denne form for alsidighed endsige demokrati og gennemsigtighed – bevares – men gjorde man sig umage, kunne der blive ryddet så godt op, at de unge kunstarbejdere f.eks. slet ingen muligheder havde for at søge midler til deres praksis; hermed kunne man ekskludere de unge ballademagere, internationale kunstnere og andre gøglere fra det gode danske kulturmarked for i stedet at koncentrere sig om god, gammel, dansk, populær Kvalitet – som Shu-bi-dua f.eks., der både er gode, gamle, danske og vældigt populære. Thi det er, hvad der væsentligt i Kunsten. Et kvalitativt samspil mellem nationale og populistiske principper. Ud med demokratiske procedurer, ud med nytænkning og visioner; ind med topstyring, uforståenhed, populisme og markedsmæssig eksklusivitet.

De flittige saniteringsarbejdere syntes, de havde gjort et gedigent stykke arbejde ved deres oprydning, og satte sig mageligt til rette ved påsketaffelet med den fornemmeste stol reserveret til deres nye ven god dansk Kvalitet! Et begreb, de ganske vist ikke kunne definere, men som de i stedet erklærede indiskutabelt. Ja, et begreb ingen reelt vidste, hvad var, men som bedre kunne beskrives gennem sin negation: ung kunst, eksperimenter, international udveksling, ligestilling (hvad pokker skal man med det i kunstverden), kompleksitet (det er for besværligt) og tankevirksomhed (det tager for lang tid). Men dette var nu alligevel for mange antonymer at påsætte det gode Kvalitetsbegreb – det tog for lang tid at remse dem alle op. Sanieteringsarbejderne tænkte over dette, så det knagede i hele påskebordet, til en af de førende, General M, fik den fremragende idé at samle det hele under en hat (thi det var han glad for) med ordet ”kulturradikalisme”. Det var der alligevel ingen, der vidste, hvad betød, og det kunne man sige allegro i samme åndedrag, som man vendte det hvide ud af øjnene – og så kunne alle hastigt komme videre til at skåle i snaps med de gyldne bægere ved påskens højbord. Og det gjorde de så: ”Kulturradikalisme er noget juks”, sagde de alle i kor og klinkede stolt bægerne sammen. De var glade for deres forgyldte bægre, saniteringsarbejderne, de var nemlig pæne og gamle og de gav en god klinkelyd, når man koket stødte dem sammen – så blæse være med, at snapsen i dem smagte af metal.

Men så skete der noget i det ganske kunstland. De unge kunstarbejdere fik nok af det lille selskab ved det firkantede bord med kandelavere, sildemadder og andre kvalitative danske rekvisitter. De samledes i trods mod sanietringsarbejdernes forgyldte oprydning – og det endda på tværs af de gode gamle skarpt optrukne faggrænser mellem billedkunstnere og kunstformidlere! Det hele startede med en lang række gækkebreve til General M – thi det var jo omkring påske – og de demonstrerede også, det var ganske vidst. Mage til marxistisk anarki midt i frokosten havde de ophøjede saniteringsarbejdere aldrig kendt mage til. Noget måtte gøres for at bevare madroen: Center for Dansk billedkunst blev på forkrampet vis indlemmet i det fine centralistiske edderkoppe-organ. Men de kunstfaglige – kulturradikale – ansatte blev naturligvis påført uforholdsmæssigt meget administrationsarbejde og meget lidt ansvar for at de ikke skulle begynde at tænke selv. Styringen af Edderkoppeskuden overlod man til en kaptajn, der forstod spillereglerne.

Men de unge var stadig ikke tilfredse efter disse sidste krampetrækninger fra saniteringsarbejderne.
Nej, de unge var egentlig efterhånden meget vanskelige at tilfredsstille. De havde fået nok af uigennemsigtighed og mærkværdige lyssky frokosttaffeller med en dagsorden sat af den udefinerbare Hr. Kvalitet og andre høje Herrer; General M hjalp reelt blot til at fylde den sidste dråbe ildesmagende snaps i de forgyldte bægere. De unge oprettede en forening på tværs af faggrænser; en forening det specifikt skulle være talerør for de unge, hvorfor der blev oprettet en faglig aldersgrænse på 15 år og som en af sine målsætninger havde ligestilling i kunstverden i forhold til både køn, praksis og alder og dermed ville insistere på mangfoldighed, men altså ikke i den populistiske markedsmæssige varierede form; en forening der krævede gennemsigtighed i kunstlivets struktur, og som stræbte efter dynamik og udveksling også i det internationale kultursamarbejde; en forening der fokuserede på den ændrede formidlerrolle såvel som den ændrede kunstnerrolle (og yderligere noget så besynderligt som løn til billedkunstnere og endda løn og muligheder generelt for kuratorer); og som i det hele taget krævede nutidskunst potentiale anerkendt i samfundet såvel som i kulturpolitikken; De ville ikke længere acceptere, at alt blev skrevet tilbage til Kvaliteten (og ja vi må stadig skrive dette med stort K), så længe den ikke defineres gennem andet end sin negation, og så længe begrebet ikke revurderes i forhold til de nye tider i kunstlivet, man også gik i møde ved millenniumsskiftet (og endda før det).

Vi unge kunstarbejdere gider kort sagt ikke længere stå frysende udenfor og gennem et vindue betragte påsketaffelet udfolde sig, som enhver anden lille pige med en svolvstik, men ønsker at bryde gennem barrieren og ændre selve vilkårene for bordet, dets medvirkende, dets opdækning og den metallisk smagende mad og drikke.

Det nye årtusinde vil i kunstverden på det politiske plan (og en række andre) af os blive indledt med en lang stædig kamp mod indædte, eksklusive og uforklarlige figurer som Hr. Kvalitet, Hr. Populisme og andre Monsieurer, der sidder og smæsker sig ved højbordet, til fordel for indlemmelse af de for kunstpolitikken mystiske og fremmede personager som demokrati og ligestilling. Den sidste svolvstik skal her ikke bruges på at varme os selv momentant, men til at sætte ild til det ganske påsketaffel. Kampen er kun lige begyndt – men den er langt fra slut!

UKK – Unge Kunstnere og Kunstformidlere.
Vi er ikke de bedste – vi er de eneste.

 UKK, Kulturo, Årg. 11, nr. 20 (2005)