Arrangementer

Hvad er kunsten værd? Debat Roskilde 2018

By juni 30, 2018 No Comments

Debat med deltagere fra det danske kunstfelt arrangeret af UKK.

“At kunststøtten skal gå til ‘kunsten’ og ikke kunstneren” fremstår som et paradoks – for hvad er kunst uden
kunstnere?

UKK på Roskilde Festival, søndag d. 1 juli, 2018, kl. 13.00-13.45, FLOKKR-scenen.

 

Hvad er kunsten værd, eller hvad er kunstnerne værd, kunne man også spørge?

De fleste i Danmark er enige om, at kunst er godt og vigtigt. Men ikke alle er klar over, at der bag de mange kulturelle tilbud, findes en virkelighed, hvor kunstnerne, som producerer kunst til museerne, Roskilde Festival Arts, kunsthallerne m.v., får sværere og sværere ved at leve af kunsten – på trods af at forbruget af og interessen for kunst er stigende. Dette er et paradoks, vi mener er værd at debattere.

 

Panel: Mette Marcus, Chef for Kulturområdet – Bikubenfonden, Toke Lykkeberg Nielsen, kurator på Tranen (Gentofte Bibliotek), Anne Haaning, billedkunstner, aktuel med nyproduceret udstilling på Roskilde Festival, Gro Sarauw, billedkunstner og UKKs forkvinde, Morten Messerschmidt, politiker (MEP), Moderator: Knud Romer, forfatter, kulturanmelder, radiovært, m.m.

BAGGRUND

UKK mener, at vi har brug for at opdatere vores kultursystem og kunstbranchen skal åbnes op for resten af samfundet, landet over. Vi står overfor uudnyttede muligheder i forhold til en videreudvikling af billedkunstfaget. Vi har ikke brug for mere bureaukrati, men i stedet, at opdatere vores kultursystem og kunstbranche, til bedre at kunne imødekomme kunstnerisk arbejde, så vi i højere grad både kan bevæge og passe på vores kultur, så den ikke forsvinder ud af hænderne på os.

I Danmark er vi så heldige, at vi stadig har en statslig kunstfond og en række private fonde, der støtter kunsten. Men, hvis nu Statens Kunstfond er under afvikling, så spares den lille, men dyrebare, støtte til billedkunst og kultur måske helt væk. Hvor står vi så med kunsten og med vores kunstnere, og hvordan stiller det de private fonde? Hvordan skal kunstnerne blive ved med at lave deres kunst, hvis institutionerne, som udstiller kunsten, fortsat undlader at betale kunstnerne for deres arbejde? Hvad kalder vi den kultur? Disse er tilbagevendende spørgsmål i dansk kulturpolitik.

Mens der laves rapporter for sammenlægning af kunstuddannelserne og liberale strategier for en kunstelite, bidrager kunstnerne og prækariatet uden fast arbejde allerede markant til samfundsøkonomien, uden at der findes måleinstrumenter for det. I takt med en stigende privatisering af kunststøtten, er det vigtigt at se på hvordan selve produktionen af kunst foregår. Ikke mange, der ikke selv beskæftiger sig med kunst ved noget om den komplekse produktion, der ofte ligger bag et kunstværk, hvor en kunstner ofte giver arbejde til en række producenter uden for egen praksis.

Hvordan kan billedkunstnere og kuratorer i højere grad samarbejde med aktører som staten, kommuner, private virksomheder, universiteter, gymnasier, folkeskolen, borgere og andre fagfelter på måder, som kan udvikle arbejdsmarkedet og etablere en bæredygtig kunst-fødekæde? Hvordan kan vi som et felt skabe flere, nye jobs til fremtidens kunstnere til gavn for os alle?

Vi ses på Roskilde!
UKK — Organisation for Kunstnere og Kuratorer