Kunst i Byrummet til Debat

By oktober 30, 2003Breve/Artikler

Indlæg skrevet til Politikken
Med sit indlæg “Kunstens plads, pladsens kunst” d. 20/10/03 i Politiken har fungerende Kulturborgmester Leslie Arntoft skudt gang i en interessant og tiltrængt diskussion om kunsten i byens rum.
Indlægget indeholdt to elementer – et oplæg til diskussion om byens eksisterende værker og – et ønske om (mere) midlertidig kunst. Arntoft argumenterer for en revidering af byens kunst, og foreslår et kunsthospice til uddaterede og mindre interessante værker. Professor Morten Stræde afviser, i sit indlæg af d. 21/10, med rette Arntoft´s forslag, men hans kategorisk afvisning af debatten tjener næppe de eksisterende værker bedst, og flere efterfølgende debatindlæg har da også fremhævet at flytning af kunst langtfra er uhørt.

Mere interessant er imidlertidig den beslutningsproces der ligger bag en beslutning om at flytte kunst. Tag Strædes eksempel med en Anders Tinsbo skulptur, som blev flyttet fra Kultorvet til en bedre placering foran Rundetårn. Ønsket herom udsprang fra kommunalt regi, i forbindelse med omlægningen af Kultorvet, blot 8 år efter skulpturen blev opstillet. Forslaget blev udlagt til debat, men flytningen blev endeligt besluttet af kommunen.
Også når det gælder mere kontroversielle sager som f.eks. Niels Juel skulpturen ved Nationalbanken tages initiativet i kommunen. Forslaget fremlagdes for Borgerrepræsentationen, som vedtog en flytning, men den efterfølgende offentlige debat nødvendiggjorde en yderligere behandling af sagen. En fredning af skulpturen er netop blevet vedtaget i Foreningen for Hovedstadens forskønnelse. En demokratisk (og til tider besværlig process) er nødvendig, da byens skulpturer ikke længere ejes af hverken kunstneren eller giveren – men borgerne.

Desværre lader debatten meget tilbage at ønske. Ofte affødes flytninger af trafikale eller arkitektoniske omlægninger. Hensyn der selvfølgelig er uhyre vigtige, men ikke de eneste relevante. Faglige kunstneriske og historiske hensyn bør medtænkes, da beslutninger ikke alene kan tages på baggrund af trafikale ændringer eller reaktionære og emotionelle holdninger til bybilledet.

Arntoft efterlyser også midlertidige opsætninger i byrummet, og fremhæver Louise Bourgois og Botero opsætningerne, der begge skabte stor opmærksomhed og begejstring. Og al respekt for det, men den eventprægede brug af kunst rummer også en begrænsning. Værkerne havde ingen sammenhæng med byrummet. De var skabt i en anden kontekst og fungerede primært som alternative reklamesøjler for udstillinger på henholdsvis Louisiana og Arken. Værkerne er udført i bronze, som traditionelt anvendes til permanente opstillinger. Midlertidigheden var ikke en overvejet eller integreret del af værkerne. Hvordan værkerne relaterer til byrummet (eller ikke) samt en kunstnerisk refleksion over det tidslige aspekt er altså to af de væsentligste spørgsmål som disse eksempler netop ikke besvarer.

Der findes i dag en levende og bred kultur der tager disse problematikker op. Med rødder i bl.a. Fluxus, Situationisme og Land Art eksperimenteres der især blandt yngre kunstnere med tidsbaserede og stedsspecifikke værker i byens rum. Et par enkelte eksempler er: “NB!-lad os mødes” med stedsspecifik og socialt engageret kunst på Nørrebro, “Women 2003” hvor en række kvindelige kunstnere lavede billboards-plakater som kommentar til reklamens udstilling af kvinden. Udenfor København kan nævnes “Camp Lejre” hvor en række kunstnere arbejdede sammen med beboere i Lejre by og lavede værker både i byrummet og i private hjem. Eller “Gæstebud” i Århus som med aktioner i byrummet seminarer og diskussioner satte fokus på nødvendigheden af gæstfrihed.

Fælles for de forskellige projekter er et fokus på (kritisk) dialog med omgivelserne samt et engagement i den sammenhæng og tid de indgår i. Værkernes midlertidighed muliggør en aktualitet, som den permanente skulptur i byrummet, ikke i samme grad, kan rumme.

Det er bestemt væsentligt, at nogle skulpturer aflejres over tid. De permanente værker tegner et billede af byens og kunstens historie, som Morten Stræde påpeger, men byens kompleksitet og evindelige forandring vil nødvendigvis afføde behov for ændringer af værkers placering. En åbenhed omkring denne dynamik, er vigtig at bevare. Der er en lang række hensyn at tage i forbindelse med denne proces. Det er derfor nødvendigt at beslutningstagerne har faglig kompetence til at træffe disse beslutninger med betydning for byens fremtid. En saglig og bred debat er dog en forudsætning for at sikre kunstens mangfoldighed i byrummet.  Retten til – med nutidens optik – at stille spørgsmål og foretage ændringer, medvirker til at byen forbliver levende og demokratisk.

Med venlig hilsen

Camilla Berner

Nis Rømer

Eva Steen Christensen
Fra: Udvalg for kunst i byrummet
UKK (Foreningen for unge kunstnere og kuratorer)