Kunstarbejdere imod Krigen

By marts 30, 2009Aktioner
Antikrigsaktion arrangeret af anti-krigsplatform for kunstarbejdere: Kunstarbejdere Imod Krigen – en paraply for en række grupperinger og enkeltpersoner som ønskede at udtrykke modstand mod krigen i Irak.

Spredt (krigs)modstand

Op til krigsudbrudet i marts kørte en debat på Unge Kunstnere og Kunstformidleres website (www.ukk.dk) om foreningens mulige deltagelse i krigsmodstanden. Der var ikke enighed om hvorvidt UKK skulle deltage i protesterne, og om hvorvidt en faglig organisation skal udtale sig om politiske emner uden for sit fagområde. Der var heller ikke enighed om hvorvidt man overhovedet bør være imod krigen, FN mandat eller ej. Medlemmernes holdninger syntes at afspejle den danske befolknings i det hele taget: ‘Både Og’ (både for og imod krigen).

Ud af disse diskussioner opstod en anti-krigsplatform for kunstarbejdere: Kunstarbejdere Imod Krigen – en paraply for en række grupperinger og enkeltpersoner som ønskede at udtrykke modstand. Men hvad vil det sige at en gruppe dannes, at en platform konstituerer sig selv? Om hvad opnås der enighed; hvilke politiske mål og strategier defineres? Og hvilke interne organiseringsformer etableres? Hvad betyder gruppedannelsen overhovedet? Risikerer man at miste den individuelle subjektivitet, som ellers traditionelt er betingelsen for kunstnerrollen? Kan kunstarbejdere overhovedet arbejde kollektivt?

Det blev besluttet at tage udgangspunkt i vores baggrund som kunstarbejdere og kulturproducenter: Vi ville arbejde med repræsentationspolitik. Hvilke visualiseringsformer af modstanden og aktivismen kan der (ny)formuleres? Vi besluttede at bruge den internationale parole ‘IKKE I VORES NAVN’, som en tilkendegivelse af at vi er en del af en global protest imod krigen i Irak. Hertil blev tilføjet dobbeltheden ‘I VORES NAVN’ – et forsøg på at komme med konstruktive alternativer til kapitalismen og dens krige.

Vi rettede protesterne mod en dobbelt offentlighed: dels med en reaktualisering af demonstrationen som form og socialt rum i den brede offentlighed, dels med en politisering af kunstscenen som en mere specifik offentlighed. Et kæmpe banner med teksten IKKE I VORES NAVN kom op på facaden af Kunstakademiet på Kgs. Nytorv. Det kunne ses af både demonstranter og andre som færdedes på torvet, samt af gæster på vej til Charlottenborgs Forårsudstilling.

For at udbygge argumentationen blev der opsat to skilte med punkter som vi støttede (I VORES NAVN) og punkter vi tog afstand fra (IKKE I VORES NAVN). Forbipasserende kunne underskrive direkte på plakaterne hvis de støttede udsagnene, hvilket skete indtil plakaterne var fuldstændigt overtegnede. Løbesedler blev også spredt – bla. på den sidste dag af Forårsudstillingen – symbolet på kunsten som borgerlig offentlighed og dannelse.

På løbesedlerne og skiltene stod den samme tekst, de ti punkter IKKE I VORES NAVN og de ti punkter I VORES NAVN. Der var i gruppen stor diskussion om disse punkter og om de politiske mål i det hele taget; punkterne repræsenterede således kun dét som der var enighed om og ikke gruppemedlemmernes politikker i deres mangfoldighed. Men det var vigtigt at formulere noget og være aktivt kommunikerende – uden at fremstå som et politisk parti. Krigen pågik og vi diskuterede og diskuterede mens 68-generationen som ellers ville ændre verden sad i deres parcelhuse og så TV2. (De landsdækkende TV medier er ikke blot dannende af bestemte værdier i deres underholdningsprogrammer; også nyhedsudsendelser propaganderer direkte for Anders Fogh og co.)

Den anden side af aktiviteterne omhandlede en reaktualisering af demonstrationsformen: at indsprøjte mere energi og udtryk i modstanden. Ved hjælp af lydbilleder, paroler og flag søgte vi at skabe en mere social situation, mere interaktiv og dermed ikke baseret på den velkendte form hvor en enkelt taler adresserer ‘massen’. Vores kommunikation baserede sig på såvel dialog som forstyrrelse af den almindelige ro og orden. Orden i gaderne fører til uorden i vores hoveder.

I forbindelse med kæde-demonstrationen omkring den amerikanske, den spanske og den engelske ambassade stillede Initiativet Nej Til Krig en vogn med lydanlæg til vores rådighed. Det var vores hensigt at skabe en direkte intervention i det offentlige rum ved hjælp af lydbilleder blæst ud i kvarteret omkring ambassaderne. Der kom klager over lydniveauet fra både beboere og politiet, så uro skabte vi.

Der var dog klar enighed om det ikke var en egentlig fredsbevægelse vi havde dannet og at humanistisk foragelse ikke var vores udgangspunkt. Derimod lagde vi vægten på en kapitalismekritik, og betragtede krigen MOD Irak som et led i en større krig FOR udbredelsen og opretholdelsen af kapitalismen og dens umættelige ekspansionstrang – hvad der med et pænt, eller måske snarere beskidt, udtryk i daglig tale går under betegnelsen nyliberalismen; det vil sige markedsgørelsen af alt fra produktion og produktivkræfter til følelser, seksualitet, ja, alle tænkelige og utænkelige (sociale) relationer.

Banneret på Kunstakademiets facade fik kun lov til at blive hængende i 10 dage – hvorefter det blev fjernet efter direkte ordre fra Kulturministeriet. Dette skete antageligt da Danmarks absolute elite skulle til fest på Kunstakademiet nogle dage senere – Prins Henrik, Brian Mikkelsen, og  toppen af poppen i dansk kunstliv stod på invitationslisten. Og d’herrer skulle åbenbart ikke udsættes for dette udsagn. Samtidig skrev Kulturministeren i Jyllands Posten en kommentar som ubetinget støtte til krigen. Med andre ord er det ikke noget problem for den øverste kunstarbejder at udtrykke sig om politiske emner uden for fagets grænser. Vi måtte endnu engang se os overhalet højreom.

I det hele taget udmærkede Danmark sig internationalt, og her tænker vi ikke på sælhundens heroiske fart under havet i den Persiske golf, men derimod på at danskere støttede krigen i langt højere grad end resten af Europa og verden i det hele taget. Hvor tilslutningen op til krigsudbruddet overalt i Europa var på omkring 10 – 20 % var den i Danmark omkring 50%. Måske skyldtes det at krigen ikke blot var for kapitalismen og liberalismen, men også mod muslimer (med vores immigrationspolitik in mente). Den manglende tilslutning til demonstrationerne afspejlede sig også blandt kunstnere og kulturproducenter. I forbindelse med den sidste demonstration (12. april) forsøgte vi at mobilisere kunstarbejderne i en fælles demonstration, men deltagelsen var minimal.  Dette kan betyde flere ting, blandt andet at det ikke anses for relevant, cool eller meningsfuldt at gå til demonstration blandt vore kollegaer, og at de fleste føler sig mere individualiserede end kollektivistiske.

Kampen handler derfor ikke kun om repræsentationsformer, men også om mentale processer. Om hvordan vi kan få nyliberalismen ud af vores hoveder.

Kommentarer:
Jakob Jakobsen og Simon Sheikh


IKKE I VORES NAVN

1. ”Forebyggende angrebskrige”, der bryder princippet om, at den anklagede er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Der er til dato ikke ført bevis for Saddam Husseins forbindelse til Osama Bin Laden.

2. At USA, i ly af den permanente undtagelsestilstand efter 11. september, besidder både den lovgivende, udøvende og dømmende magt over verdens befolkninger, som et politisk, økonomisk og militært imperium. ”Krigen mod terror” tilsidesætter den vestlige verdens egne demokratiske spilleregler og internationale aftaler som FN.

3. At demokratiets navn misbruges til at føre angrebskrig mod en suveræn stat, hvis demokratiske fremtid ikke kan sikres med bomber, men ved at mobilisere og støtte de demokratiske kræfter, der findes i og udenfor landet.

4. At USA som supermagt dikterer en ny sort/hvid verdensorden: ”If you are not with us, you are against us”. Verdenssamfundet opdeles i “gode” og “onde” stater og politik erstattes af gammeltestamentlig moral.

5. En angrebskrig, der tvinger Saddam Hussein og Osama Bin Laden til at gøre fælles sag mod den vestlige verden. Den vestlige angrebsalliances intolerance og arrogance er opskriften på forøget terrorisme.

6. En krig, der føres under dække af terrorbekæmpelse og humanitære interesser for vores irakiske medmennesker, men reelt handler om at konsolidere neoliberalismen – 20% af verdens befolkning bliver rigere, mens 80% bliver fattigere.

7. At krigen anvendes til at skabe nye markeder for afsætning af USAs overproduktion og finder sted på et tidspunkt, hvor kapitalismen er i fundamental krise. USA vil overvinde krisen ved at støtte sikkerheds- og militærindustrien, kontrollere verdens energiressourcer, bryde OPECs oliemonopol og tvinge mellemøstens markeder til at åbnes for amerikanske varer.

8. At den danske regering uforbeholdent støtter krigen og tillader de danske investorer og firmaers økonomiske gevinst på salg og transport af våben.

9. At den danske statsminister udnytter den globale undtagelsestilstand til at fremme en populistisk og fremmedfjendsk indenrigspolitik.

10. En krig mod Irak vil, ligesom krigen mod Afghanistan, kræve tusindvis af uskyldige civile ofre.

INTET ROLIGT BAGLAND

——————————————————–

I VORES NAVN

1. FN som garant for fred, opretholdelse af et internationalt retssamfund og sikring af menneskerettighederne.

2. At alle nationer anerkender FN som det forum, hvor internationale konflikter løses. Indsættelse af FN-ledede våbeninspektioner og fredsbevarende styrker i alle de lande, der overskrider FNs resolutioner, såvel i Irak, Israel som andre steder.

3. Alle befolkninger har ret til demokratisk valgte ledere. Dette gælder også lande som Irak, Kurdistan, Palæstina og USA. Én person, én stemme er en ukrænkelig ret. Enhver har ret til at blive anerkendt som retssubjekt, også de ulovligt tilbageholdte fanger på Guantanamo-basen.

4. Et bæredygtigt alternativ til den globale kapitalisme med regulering af multinationale virksomheders produktionsforhold, indtægter og pengeoverførsler. Sanktioner mod al international våbenhandel, herunder også USAs massive våbeneksport til bl.a. Irak og Israel.

5. Eftergivelse af fattige landes fiktive gæld til USA og Europa, som er en arv fra tidligere imperialistiske kolonialiseringer.

6. Demokratisering af Den Internationale Valutafond. Den bør være solidarisk med alle verdens befolkninger, frem for at være et redskab for multinationale selskaber og for udbredelse af neoliberalismen.

7. At den danske regering fører en udenrigspolitik, der fokuserer på fredsinitiativer, international mægling og udvikling af demokratiske modeller på baggrund af mangfoldighed og tolerance.

8. Offentliggørelse af alle danske økonomiske interesser i krigen mod Irak. Danmark er det land i EU, der er mest lukket omkring sin våbeneksport, som menes at være på omkring 1 milliard dkr om året. På trods af utallige forespørgsler fra EU-kommissionen har Forsvarsministeriet ikke offentliggjort fakta herom.

9. At den danske regering går imod den af USA dikterede ”forebyggende angrebskrig” og deltager aktivt i FN-forhandlinger om en fredelig demokratisering af Irak.

10. Mennesker over penge, til enhver tid og alle steder.

ROLIGT BAGLAND

Kunstarbejdere Imod Krigen
På initiativ af Antikrigsudvalget i UKK (Unge Kunstnere og Kunstformidlere), OONF (Organisationen til Oplysning om Nyliberalismens Følger), fff (Flere Folk Formidler), Øjeblikket (Tidsskrift for Kunst og Visuelle Kulturer), Det Fri Universitet i København, YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Bureau). Kontakt: antikrig@ukk.dk