Breve/ArtiklerUKK Salon

Kunstnerens prekariat i det neoliberale arbejdsliv

Statens Værksteder for Kunst (SVK) og Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKK) holdt for nylig et fælles arrangement med talks og performative indslag samt en efterfølgende god debat under titlen ”Kunstarbejderen i vores moderne risikosamfund”. På trods af titlens kønsneutrale appel var der en overvældende stor tilslutning af unge kvinder under 40.

Af Rebekka Lewin
April 2017

”Kunstnerens arbejdsliv er slidsomt. En udsigt til en usikker fremtid med masser af self management og affektivt arbejde lammer det civile engagement, da man konstant er beskæftiget med at holde skinnet på næsen. Dermed kan man sige, at et neoliberalt arbejdsetos muliggør en politik, der fortsat skaber mere ulighed. Vi er for fattige til at kæmpe mod klimakrisen, og derfor flyver vi fortsat på ”economy” fra residency til residency. Vi er for fleksible og mobile til at besøge et flygtningecenter fast en gang om ugen, og vi er for udmattede til at organisere os og skabe modstand.”

– Cecilie Ullerup Schmidt

Ph.d.-studerende og performancekunstner Cecilie Ullerup Schmidt lagde ud med at fortælle om sin forskning vedrørende kunstneren som model for den neoliberale og selvkørende iværksætter, der, uden rettigheder eller overenskomster, må leve et liv i konstant produktion. Efterfølgende bød aftenen på en præsentation og visning af videoværket Du er et mønstereksemplar af billedkunstner Kirsten Astrup. Værket satte de følelsesmæssige aspekter af et prekært arbejdsliv på spidsen ved brug af bl.a. tragikomiske virkemidler.

Kevin Malcolm rundede aftenen af med en præsentation af sit arbejde med den kunstneriske publikationsplatform Hour Projects, som konceptuelt er centreret omkring undersøgelsen af forskellige systemer for kunstproduktion og arbejdsforhold for kunstnere.

Den evige projektansættelse

Som ovenstående citat viser, gjorde Cecilie Ullerup Schmidt levende rede for kunstarbejderens vilkår, som gennem de seneste år har spredt sig til at give et mere generelt billede af arbejdslivet i Danmark. Fastansættelser med fuld pension, betalte sygedage og ferie bliver til stadighed et sjældnere syn på det neoliberale arbejdsmarked. Når tilværelsen som projektansat med kort horisont ikke kun gælder kunstnere, men også freelancere uden for kultursektoren – erhvervspraktikanter, løntilskudsmedarbejdere, start up’ere, servicemedarbejdere samt universitetsansatte og ansatte i den offentlige sektor, der opererer under livslange projektansættelser, er det et billede på en voksende ulighed i vores samfund.

Det er for tiden hipt at tale om prekariatet, og Ullerup Schmidt vil dermed opfordre til, at man også italesætter den ulighed, som er forbundet med begrebet. Vi tjener ikke det samme – hvad tjener vi egentlig? Vi må hæve solidariteten ud over eget segment – hvem arbejder under betingelser, der ligner vores? Vi må kritisere på et strukturelt plan, hvordan prekarisering bruges som instrument i nedskæringspolitik. Hvad betyder det på et internationalt plan at tjene det samme, om man kommer fra Schweitz, Bolivia, Berlin, og samtidig på tværs af familiestrukturer – hvordan kan vi tjene det samme, om vi har børn og institutionel binding eller ej – kan vi tale om de forskelle, som er at finde i vores livsvilkår? Det mener Ullerup Schmidt er væsentligt, og med den appel går hun videre med en slags åndelig performance – hun genkalder sig en gruppe internationale stemmer om arbejdsbetingelser, som har lydt på festivalen, Works at Work – en festival, der i sit udgangspunkt undersøger kunstnerisk arbejde som livsform.

Ullerup Schmidt var kunstnerisk leder og kurator på Works at Work i 2016, og i aftenens performance betragter hun på den ene side sig selv som et medium for de medvirkende kunstneres stemmer, og på den anden side som en parasit på deres immaterielle vidensproduktion, som hun, uden at give kunstnerne løn for det, spinner videre på.

I sin bearbejdning af materialet kommer Ullerup Schmidt frem til pointer, der gør opmærksom på tabuiseringen af økonomi, administration, løn og minimumskrav i kunstverdenen på internationalt plan. Gennem den åndelige performance udtaler kunstnere fra forskellige dele af verden sig om deres prekære forhold. Nye former for eksklusion dukker op i takt med udvidelsen af prekariatet til andre brancher end kunstbranchen. Kunstarbejderen bliver et billede på en helt ny generation af arbejdere, der kontant må kæmpe for deres værd. Kunstneren som ’offer’ for systemet har intet med kunstnerens person at gøre, men bliver en medfølgende mærkat, der medfører en allestedsnærværende bekymring for fremtiden.

Det prekære bringes ind i kunsten
”Jeg husker, da man begyndte at tænke på prekaritet som noget godt, som noget nærmest organisk ik’. Der var en lighed mellem risiko og frihed, som fik hverdagen med sin trivialitet og rutine til at føles syntetisk og uvirkelig. Den der døsige middelklasseaspiration, der gennemvædede alle arbejdere, der måtte ske noget. Vi kunne ikke længere stå der på række synkront og drømmende på hold som delelement i et eller andet større produktionsforetagende.”

– Citat fra Kirsten Astrups videoværk Du er et mønstereksemplar

Kirsten Astrup arbejder med stedsgenererede videoværker, performance-kabareter og musikkompositioner. Hun har i mange år brugt sig selv som performer, men er på det seneste i lige så høj grad begyndt at performe sammen med andre.

I Astrups videoværk Du er et Mønstereksemplar bliver kunstnerens arbejdssituation sat på spidsen. Til lyden af melankolske strygere ser man en ensom, men veloplagt, stiletklædt kvinde vandre rundt i gymnastiksalslignende omgivelser, hvor mange vil få flashbacks til deres skoletid og præstationsprægede situationer. Kvindens stemme er pitch’et ned, så hun taler tungt og langsomt. Hun fortæller om vigtigheden i at dukke op, blive set og netværke. Det er sådan, man bliver hyret til nye jobs.

Astrup benytter sig af tragikomiske virkemidler for at nå frem til sin pointe: Er man ikke indforstået med de vilkår, man bevæger sig ind i, når man ønsker at leve af sin kunst, så egner man sig måske slet ikke til et liv som kunstner? Denne holdning provokerer hende, eftersom vilkårene, efter hendes mening, er urimelige.

Som kunstner er man nemlig konstant på arbejde, også når man ikke er det. Man skal være et mønstereksemplar og vise vejen for de andre. Når man arbejder, er det så intenst, at dag bliver til nat, og pludselig smelter det hele sammen. Man ligger vågen, når man skal sove og tænker, at det er dag på den anden side af jorden, og derfor kan man ikke sove. Man skal være til stede og ’performe’ konstant.

Det paradoksale i den optimisme, som kvinden i videoen giver udtryk for, kombineret med den melankolske stemning efterlader tilskueren i en sørgmunter tilstand.

Kirsten Astrup, Du er et mønstereksemplar, 2016. Foto: Hannah Anbert.

Projektet, der ikke ville være

”In an ideal world I would be somewhere else right now. I would be in the studio working on something I am positively interested in, rather than negatively affected by and therefore working with.”

– Kevin Malcolm

Hour Projects er en multidisciplinær platform, der inkluderer kuratorisk virksomhed, audio-visuel performance, kunstproduktion samt forlaget Hour Editions. Som forlag og kuratorisk virksomhed udgiver Hour Projects kunstbøger, der italesætter og problematiserer kunstnerens ringe arbejdsvilkår. I en ideel verden, ville der ikke være behov for Hour Projects.

Kevin Malcolm fortæller, at projektet er udsprunget af diskussioner og samtaler med partneren Kristina Bengtsson omkring egne og andre kunstneres udfordringer med arbejdsmarkedet – det ”kunstneriske patchwork”, som de kalder kunstnerens sammensatte arbejdsliv.

Ifølge Malcolm skal man som kunstner betragte sig selv som en virksomhed. Man er nødt til at påtage sig flere roller, idet man er direktør, art director, idéudvikler, teknisk assistent, fundraiser m.m. Kunstneren er på én og samme tid sin egen chef og arbejdskraft, og ofte ikke nogen særlig god chef, hvis du spørger ham. Dermed siger han indirekte, at kunstneren selv bærer en del af skylden for sin prekære situation. Det frivillige arbejde, som mange kunstnere, ofte af nød, giver sig i kast med, gavner ikke den økonomiske samfundsorden, men undergraver derimod kunstarbejderens værd og virke.

Malcolm fremhæver en udgivelse med titlen WORK BOOK, der elaborerer over denne problematik ved at kræve arbejdskraft til gengæld for et eksemplar af bogen. Man skal så at sige arbejde som frivillig i den tid, det tager at samle et eksemplar. På den måde opnår Hour Projects at outsource produktionen ved hjælp af gratis arbejdskraft. Det retter fokus mod det problematiske aspekt i de ”gratis” ansættelsesformer, som findes i kunst- og kulturbranchen, hvor man kan springe fra erhvervspraktik til løntilskudsstillinger i et væk, uden at det fører til en egentlig ansættelse. Malcolm ekspliciterer modstanden mod sådanne ”ansættelser” eller udnyttelse af kompetent arbejdskraft om man vil:

”We are completely against the idea of the internship, it’s clearly problematic. We want to protect the art worker, who is frustrated by this exploitation.”

Hour Projects fungerer som agentur for kunstnere og dermed som et talerør, kunstnere kan få afløb igennem som en form for selvrefleksion. Det er altså et projekt opstået ud af en prekær situation, som i udgangspunktet ikke er ønsket.

WORK BOOK. Udgivet af Kristina Bengtsson og Kevin Malcolm / Hour Editions.
Foto: David Stjernholm

Kevin slutter sit oplæg med at spørge publikum, hvorfor der er sådan en overrepræsentation af kvinder ved aftenens arrangement. Det er vanskeligt at gøre rede for, men man kan håbe på, at svaret befinder sig hjemme ved børnene og kødgryderne. Overordnet retter spørgsmålet sig ind under en diskurs, som også indfinder sig i kunstverdenen, og som Hour Projects ydermere ønsker at sætte fokus på, der handler om forholdet mellem køn, seksualitet, race, klasse.

Diskussionen spændte livligt af med mange gode indlæg fra publikum.

Cecilie Ullerup Schmidt er ph.d.-studerende på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Schmidt bevæger sig mellem performance, kuratering og kulturkritik. Hendes seneste forskning undersøger kunstuddannelse, kunstarbejde og subjektivering i senkapitalismen. Særligt undersøger Ullerup Schmidt kulturarbejderen som det fleksible, kreative, innovative og selvadministrerende subjekt emblematisk for samtidens neoliberale arbejdsetos. Schmidt var i perioden 2011-2016 fastansat som underviser på Universität der Künste i Berlin, og er ekstern underviser på Den Danske Scenekunstskole. Hun er desuden kunstnerisk leder af den internationale performancefestival WORKS AT WORK.

Kirsten Astrup arbejder i sin praksis undersøgende med prekær arbejdskultur inden for det kunstneriske område og i et bredere samfundsperspektiv. Ved at bruge tragikomiske elementer og karikaturer udstiller hun nogle af de absurde motivationsforhold og præmisser, der er på spil på det neoliberale arbejdsmarked.

Astrup arbejder oftest stedsgenereret med performance, video og musikkompositioner. Hendes seneste værker er udviklet til bl.a. Statens Museum for Kunst, Copenhagen Contemporary, Betty Nansen Teatret, Mayhem og Stavanger Kunstmuseum.

Hour Projects er et forlag og en kuratorisk platform, som drives af Kristina Bengtsson (SE) og Kevin Malcolm (UK). De arbejder konceptuelt med at sammenflette diskursiv tekstskrivning med forskellige praktiske benspænd. I projektet WORK BOOK opstillede Hour Projects en ramme, hvor bogen WORK BOOK kun kunne erhverves i kraft af, at man leverede 5-10 minutters praktikantskab for Hour Projects. Et kunstnerisk koncept, der illustrerer, hvordan et konstant flow af internships, kan ses som en økonomi i sig selv og dermed fremprovokere en synliggørelse af, hvad gratis arbejde er, og hvordan det tager form i selve produktionen.