Mod lukningen af Rooseum

By november 26, 2005Taler
Tale til støtteaften den 26.11.2005
Jeg hedder Karin Hindsbo og taler i dag som formand for Foreningen af Unge Kunstnere og Kunstformidlere i Danmark mod lukningen af Rooseum.

I Norden nedlægger man i øjeblikket i flæng de institutioner, der har et producerende virke inden for samtidskunst. Det vil sige, uafhængige institutioner som ikke kun udstiller samtidskunst, men også arbejder processuelt og vægter det eksperimenterende: institutioner, der sætter aktuelle problemstillinger i samtidskunsten til debat. Rooseum er en af disse institutioner; eller mere korrekt en af de få af disse institutioner i Norden og der bliver stadigt færre.

Når jeg står her i dag, er det fordi lukningen af Rooseum ikke blot vil have stor betydning for den yngre og eksperimenterende kunstscene i Sverige, men også i Danmark. Faktum er, at Rooseum ikke blot er Malmøs internationalt orienterede og eksperimenterende kunsthal; det er også Københavns.

Som en uafhængig, faglig institution prioriterer Rooseum samtidskunstens mikro-tiltag som en uadskillelig del af den overordnede makro-struktur. Det gør Rooseum til en væsentlig institution for videreudviklingen af den aktuelle samtidskunst og de problematikker, der her rør sig. I øjeblikket bevidner vi, at denne prioritering udraderes; vægtningen af mikro-tiltagene elimineres til fordel for en eksklusiv fokusering på samtidskunstens makro-strukturer.

Problemet er blot, at glemmer man de mindre, eksperimenterende tiltag, vil man aldrig kunne få fat i de egentlige problemstillinger i samtidskunsten. For det er her, de produceres. Resultatet kan uhyggeligt nemt blive, at kunstinstitutionerne alle ender med at være en stor ensrettet, populistisk overflademaskine, der spytter udstillinger ud på stribe. En stor maskine malende et stort ensartet glansbillede, der intet har tilfælles med den faktiske udvikling eller de reelle tiltag på samtidskunstscenen. Er det virkelig, hvad nogen ønsker?

Skal man rykke ved noget, udvikle, vække eftertanke, så må man udfordre. Derfor er det vigtigt også at turde være kontroversiel, at turde satse. Dette er Rooseums opgave; det er, hvad der gør institutionen bevaringsværdig. Hvis ikke man satser på en institution som Rooseum, hvis ikke den vedbliver med at være kontroversiel, så har den intet eksistensgrundlag.

Det er netop i mikro-tiltagene og i satsningen, at nytænkningen, dynamikken, eksperimentet og dermed roden til samtidskunstens udvikling og vedblivende relevans for omverdenen ligger. Det er i prioriteringen af disse altafgørende elementer, at en institution som Rooseum får relevans lokalt, nationalt og internationalt.

Det er denne prioritering, der gør Rooseum betydningsfuld også på den danske kunstscene. Det er her vi i Danmark finder en institution, hvor vi får fagligt mod- og medspil, det er her, vi finder en institution, vi gider engagere os i. Det er her, vi finder en institution, hvor vi er glade for at give noget, fordi vi tager ligeså meget med derfra og videre ud i den internationale kunstverden.

I Danmark nedprioriteres billedkunst generelt i forhold til mainstreamgenrer og inden for billedkunsten nedprioriteres igen nytænkning, satsninger, eksperimenter og det fagligt uafhængige. Denne prioritering har haft katastrofale konsekvenser for det danske kunstliv og man kan i høj grad tale om en masse-migration af de unge producenter inden for billedkunst. Og hvad efterlades kunstscenen så med? Jeg beder jer i Malmø og i Sverige om ikke at bruge Danmark som forbillede.

Luk ikke Rooseum. Støt Rooseum!