Center for prekære liv – grundplan for en solidarisk institution [1]


af Miriam Wistreich
Nøgleord:
affektiv organisering, arbejdsvilkår, basisgruppe, besparelser i kulturmidler, Center for Prekære Liv,  jobsikkerhed, idéers værdi, feminism, feminisme, Miriam Wistreich, precarity, prekærisering, prekæritet, solidarity, solidaritet, underbetalt arbejde, working conditions.

The place that I understand precarity the most is on a wooden boat in the sea; you’re only held up by the fact that a piece of wood soaks up water and you could drown at any minute. There’s no way you would live – if you drop in you only get six seconds before you automatically breathe in water and drown – so you have to think that everything around you is going to fail, but in a way that you can actually deal with it failing. So I suppose, in a kind of embodied sense, in a situated sense, that’s precarity.

– artist Graham Harwood, 2016 [2]

De færreste vælger et arbejdsliv i kulturbranchen for pengenes skyld. Ønsker man jobsikkerhed og høje lønninger, skal man se sig om efter en anden branche. Som citatet af billedkunstneren Graham Harwood illustrerer, lever mange kunst- og kulturarbejdere under ret tyngende professionelle og private kår, og de seneste års sparerunder har ikke hjulpet. I december 2015 kom den daværende regering med et udspil om afskaffelse af transparensreglen og konsolideringsfradraget for danske fonde. Efter kritik fra fondene blev det besluttet at bevare transparensreglen, men at afskaffe konsolideringsfradraget. Dette kompromis betød, at fondenes bidrag til almennyttige formål mindskedes med en halv milliard kroner, heraf cirka 125 mio. kroner, som ville være gået til kulturelle formål. På omtrent samme tid fik Dansk Folkeparti gennemtrumfet, at den kunststøtte, som Statens Kunstfond uddeler, skulle beskæres med to procent de næste fire år, svarende til ni millioner kroner om året. Resultatet blev en ‘grønthøster’, som ramte alle offentlige og kulturelle organisationer, og tilsammen har dette betydet en alvorlig nedgang i midler, der understøtter dansk kulturliv, men det er gået overraskende stille forbi.[4]

På samme tidspunkt fik jeg ideen til Center for Prekære Liv. For mig at se peger besparelserne i kulturmidlerne og ændringerne af fondenes økonomiske rammer nemlig tydeligt i retning af en generel afmontering af det støttesystem, som udgør grundlaget for mange kulturarbejderes professionelle virke – og af velfærdsstaten i det hele taget. Det er uhyggeligt at tænke på. Hvis den støtte forsvinder, er vi, særligt os i vækstlaget, tvunget til at finde andre måder at realisere vores projekter og underbygge vores ansættelser på. Derfor er vi nødt til at organisere os. Center for Prekære Liv er en drøm om organisering, som består af: Et bibliotek med vidensressourcer, hvor den prekære arbejder kan informere sig. Et køkken til uformelle, affektive samtaler. En række atelierer, hvor kulturproducenter kan lave prekært arbejde. Et terapirum, hvor den prekære arbejder kan modtage behandlinger for sine problemer. Og et fællesrum til screenings, debatter, middage og andre sociale aktiviteter, det lader os opbygge og indgå i en fælles, skrøbelig krop.

Biblioteket

Da ændringerne i fondslovgivningen blev forhandlet på plads, var jeg i gang med at kuratere en udstillingsrække på et kunstnerdrevet udstillingssted samtidig med, at jeg arbejdede gratis for en meget velmenende organisation i København. Jeg var blevet stillet en pæn månedsløn i sigte, ‘ligeså snart der begynder at komme penge ind. Vi er i gang med at søge en masse store fonde.’ En formulering jeg i øvrigt selv gjorde mig skyldig i, i forhold til samtlige samarbejdspartnere jeg involverede i mine udstillinger. Jeg endte faktisk med at få et honorar fra organisationen, men det dækkede kun en fjerdedel af det arbejde, jeg havde udført, og ‘mine egne’ samarbejdspartnere arbejdede, til min store skam og fortrydelse, mestendels ulønnet.[5]

At indse disse livsvilkår har for mig understreget behovet for mere information, videre research, vidensudveksling og organisering inden for området.

Den slags historier kommer ikke som et chok for nogen, der arbejder i kunstbranchen. Kald mig gerne naiv, når jeg siger, at jeg helt klart havde en forestilling om, at jeg da nok skulle få støtte til mine projekter. Efter disse to projekter begyndte jeg at forstå, hvad et liv i kulturbranchen betyder for mange af os: Økonomisk usikkerhed, manglende mulighed for at opspare ferie eller pension, skiftende boligforhold, fordi det er svært at finde lejelejlighed og umuligt at købe, underbetalt arbejde, og bare sådan generel ubehag.

At indse disse livsvilkår har for mig understreget behovet for mere information, videre research, vidensudveksling og organisering inden for området. Et af de centrale værker på feltet er den britiske økonom Guy Standings The Precariat: The New Dangerous Class fra 2010. Her udpeger Standing en ny klasse af arbejdere, prekariatet, som er kendetegnet ved at være nomadiske, have korte ansættelser, fluktuerende indkomster og generel eksistentiel usikkerhed. Det er ikke en underklasse, siger Standing, prekariatet ‘var ønsket af global kapitalisme. Det er en nødvendig del af det system, som er i gang med at blive bygget.’[6] Standing identificerer forskellige modaliteter af prekærisering; en papirløs Mexicansk immigrant vil eksempelvis ikke operere under samme vilkår som en forholdsmæssigt privilegeret kunstner eller freelance kurator, men begge er ofre for de ustabile arbejdsforhold i senkapitalismen. En anden central anskuelse kommer fra den franske filosof Michel Foucault, der så kapitalismen som en historisk realitet betinget af forskellige diskursive og ikke-diskursive formationer, institutionelle arrangementer og regler, der sigter efter at konstituere verden på en bestemt måde.[7] Det kan beskrives som en slags mikro- og makropolitik – strukturelle dynamikker – der fører til skabelsen af en ny type individ, et individ den italienske sociolog og filosof Maurizio Lazzarato kalder ‘the entrepreneur of him/herself.’[8] Med andre ord, den projektorienterede, evigt omstillingsparate og selvoptimerende arbejder, os, der har internaliseret kapitalismen.

Atelieret

Der er som sagt store modale forskelle i prekærisering, og selvom vi nok kan blive enige om, at en hviderussisk migrantarbejder til England har vanskeligere vilkår end mange af os i kulturbranchen, skal det ikke underkendes, at vores branche både er særdeles vanskelig og ofte urimelig at begå sig i. Jeg har i min subjektivt styrede research særligt fokuseret på kunst- og kulturarbejde, og deraf står det klart, at prekærisering sker på alle niveauer i kulturbranchen, omend på forskellige måder. Jeg fik eksempelvis fortalt en meget sigende anekdote af en ung billedkunstner: Det eneste udstillingsvederlag, han indtil videre havde fået, kom fra en gruppeudstilling på et mellemstort dansk museum. Det lå i omegnen af et par tusind kroner, men da han selv skulle betale for transport til og fra museet, samt indkvartering under installering, endte opgaven med at blive en tabsforretning. Rundt omkring ham gik ansatte med pensionsordning og faste arbejdstider på et museum, hvis indhold han skabte under tab. Tager vi et skridt op i det hierarki, vil det dog blive synligt, at arbejdsforholdene for de ansatte måske heller ikke har været særligt gunstige. Det er ingen hemmelighed, at de fleste institutioner opererer med gulerodsarbejdere i roterende løntilskud, korte projektansættelser uden pension og notorisk underbetalte deltidsstillinger med fuldtidskrymmel.[9] Og selv på toppen er der sikkert stramt, særligt i krise- eller sparetider, hvor styrelser og bestyrelser skal stilles tilfredse.

Selv-entreprenøren maksimerer sig som menneskelig kapital i konkurrence med alle andre individer. Cocktailen af genimyte, internaliseret skam, symbolske fisk og individualisering gør organisering meget vanskelig.

Presset fra den neoliberale kapitalisme er konstant og sker på alle niveauer, men hvordan adskiller netop kulturarbejdet og -branchen sig fra andre prekære arbejdsområder? En af de store syndere er den enorme mytologi, der er vævet ind i kunstbranchen. Kunstnermyten og kreativitetens stjernedrys kan selv os kritisk anlagte kulturarbejdere ikke gøres fri af. Grundlæggende, siger billedkunstner Ruth Beale, har det at gøre med god gammeldags kulturel kapital:

You might share the same problems as other people but you’ve got some cultural capital, so you have that advantage. It might be that you have something to fall back on in terms of support networks and connections. It might also be about living a rich cultural life in a very frugal way because you’re equipped to do that. It’s the same problems but we sort of hide it. Because there’s this thing about success and needing to project a certain vision of success […] there’s no money and nowhere to live and everything is crap but at least we look great.[10]

Samtidig er der, særligt i kunstverdenen, den udfordring, at de produkter der produceres ofte er immaterielle, og at deres værdi til dels er symbolsk og produceres i netværk. Lad os tage eksemplet en prekær fisker. Fiskerens situation er prekær, fordi fiskebestanden kan skifte størrelse, fordi der kan være måneder med godt eller dårligt vejr, og fordi myndighederne pludselig kan indsætte kvoter. Men fiskerens produkt har en værdi, der fastsættes af markedet, en slags objektiv værdi. I kulturbranchen er det anderledes, som kunstneren Graham Harwood fortæller:

The problem within the arts is that you’re in a symbolic universe that’s based on nothing anyway. The funders don’t have any confidence in what they’re funding they just believe it’s good because other people have told them […] So it’s not like they’re finding a value with which they can say: “this is definitely a value. I’ll have a box of your fish and give you a 100 quid.” It’s like: these are symbolic fish and they might or might not be rendered well, and I’ll have to ask some friends about it before I think about buying the box of fish from you, but I might pay you 20 quid or 1000 quid. Because symbolically they might be really good fish but I don’t know.[11]

I kunstverdenen har vi ikke altid noget konkret at forhandle med, blot vores idéers værdi. Så vi sidder i vores atelierer og kontorfællesskaber med vores store, skrøbelige egoer og tror på, at særligt vores fisk er én, verden har brug for, at vores fisk kan skabe mere debat, innovation eller erkendelse. Måske kan netop vores fisk en dag blive værdifuld nok til, at vi klarer den. Indtil da vil vi producere masser af fisk gratis og i konkurrence med hinanden. Konkurrencen og håbet om overlevelse er de hjul, der driver maskinen fremad, som Lazzarato bekræfter: ‘An important aspect of the neoliberal transformation of the social is the recruitment of civil society to serve its objectives.’[12] Selv-entreprenøren maksimerer sig som menneskelig kapital i konkurrence med alle andre individer. Cocktailen af genimyte, internaliseret skam, symbolske fisk og individualisering gør organisering meget vanskelig.

Køkkenet

To say that we want wages for housework is to expose the fact that housework is already money for capital, that capital has made and makes money out of our cooking, smiling, fucking. At the same time, it shows that we have cooked, smiled, fucked throughout the years not because it was easier for us than for anybody else, but because we did not have any other choice. Our faces have become distorted from so much smiling, our feelings have got lost from so much loving, our oversexualisation has left us completely desexualized.[13]

I Wages against Housework (1975) argumenterer Silvia Federici for aflønning af det usynlige, affektive arbejde i hjemmet, som kvinder forventedes at udføre med glæde til langt ind i sidste århundrede. Federicis pointe er ikke at kvinder skal aflønnes for deres arbejde, så de kan opnå større økonomisk gevinst, men at monetariseringen og synliggørelsen af det affektive arbejde muliggør afvisningen af dette lod. I den forstand er aflønning ikke et økonomisk incitament, men et radikalt perspektiv. Ved at blive identificeret som arbejder kan husmoderen netop fralægge sig sin omsorgsidentitet og blive fri. Det handler altså ikke, som den britiske filosof Nina Power også har påpeget, om middelklassekvinder der kræver løn for at vaske op, men om hvordan vi politiserer arbejde og værdi.[14]

Idéen om at løfte sløret for usynligt arbejde giver god mening i en kulturbranche båret af ulønnede praktikanter, løntilskudsmedarbejdere og frivillige. Men vigtigere endnu er sammenkædningen mellem et feministisk projekt og forestillingen om ‘the labour of love’, det arbejde man gør ud af ren nydelse. Federicis argument synliggør en væsentlig forskel mellem husarbejdet og kulturarbejdet: Mens kvindebevægelsen ikke kunne vente med at slippe fri af hjemmets ubetalte omsorgsarbejde, så har vi i kulturbranchen intet ønske om at forkaste vores identitet som kulturelle producenter – tværtimod. Vi tager den subtile manipulation til os, labber volden i os, for at få lov at blive ved med at producere. Som Federici siger: ‘our minds, bodies and emotions have all been distorted for a specific function, in a specific function, and then have been thrown back at us as a model to which we should all conform if we want to be accepted’[15]. Det er sådan en slags lækker, sadomasochistisk subjektiveringsburger, behændigt serveret af den neoliberale kapitalisme.

Terapirummet

Det tungeste ved at være selv-entreprenør er, at når arbejdslivet fejler, føles det som om, man fejler som menneske. Og her ligger måske en af de store forskelle mellem det kulturelle prekariat og migrantarbejderen: For kulturarbejderen er arbejdet så indlejret i selvbilledet, at den eneste mulighed man har for at være succesfuld som producerende menneske, er at trampe videre på kapitalismens løbebånd, fordi professionelle nederlag fremstilles som et moralsk sygdomstegn hos den enkelte. Jeg mærker det ofte, selvom mit CV både er pænt og uden huller. Sikke da et held, at jeg blev inviteret til at skrive denne artikel, for ellers havde jeg været ude af produktionshjulet i flere måneder. Det går mig enormt meget på, at jeg nok aldrig kommer ind på det boligmarked, at jeg ikke ved, hvordan min fremtid skal hænge sammen, og at jeg aldrig får del i de goder, jeg var blevet lovet. Hvad hvis mine dagpenge udløber? Hvis min computer skal udskiftes? Hvis jeg skal til tandlægen? Men også: Hvad er der galt med mig, siden fastansættelsen ikke er kommet endnu?

At det private er politisk, er det stærkeste argument til at forstå, hvordan neoliberalismens arbejdspolitik manifesterer sig i vores kroppe.

‘Capitalism takes hold of human beings from the inside’, siger Felix Guattari og Maurizio Lazzarato ‘by grafting itself onto, among other things, perceptual, sensorial, affective, linguistic, and cognitive behaviour’.[16] Det kan jeg sådan set godt skrive under på. Men er der noget, jeg har lært af feminismen, så er det at min angst er systemisk, ikke individuel, fordi DET PRIVATE ER POLITISK:

I Rødstrømpebevægelsen har vi fundet ud af, at det, der altid kaldes “privat snak”: børn, hjem, forhold til andre mennesker hjemme og på arbejdspladsen, at det er et politisk vigtigt område […] at basisgrupperne ikke skulle være rigtig politik, men en privat støttegruppe og ikke andet, grunder i en gammel opfattelse om samfundet og det politiske som opdelt i to halvdele, hvoraf den ene ikke har noget med rigtig politik at gøre, men tilhører det “private” liv.[17]

At det private er politisk, er det stærkeste argument til at forstå, hvordan neoliberalismens arbejdspolitik manifesterer sig i vores kroppe. – At vi får myoser, angst, stress og depressioner ikke på grund af vores egen dovenskab og uduelighed, men fordi vi er tilfangetagne i et udbytterisk system, som har flettet arbejdet så tæt ind i vores identiteter, at vi slet ikke kan finde os selv uden for det. Vi glædes endda ved det, for det kan godt være, at det er hårdt at være prekær, men man kan jo ikke bare slukke for sin kreativitet, og i det mindste får man da lov at lave noget med kunst.

Forholdet mellem individuelle udfordringer og strukturelt pålagte forventninger og sanktioner var rødstrømpebevægelsens samlingspunkt, og der findes en rig historie om politisk organisering i feminismens arkiver. Særligt ét værktøj står frem som et givtigt instrument til at forstå den neoliberale kapitalismes subjektiveringsmekanismer: Basisgruppen, en højtudviklet politisk tænketank som forstår at politik er kropsliggjort og situeret.[18] En basisgruppe er en samling mennesker (traditionelt biologiske kvinder), der mødes flere gange månedligt. Basisgrupper var rødstrømpernes ‘udgangspunkt for en politisering af kvinders liv’[19], og har ifølge deres Håndbog fra 1981 tre fordele:

  • de er den ideelle støtte-enhed – hvordan har vi det?
  • de er den ideelle analyse-enhed – hvorfor har vi det sådan?
  • de er den ideelle handlings-enhed – hvad gør vi ved det?[20]

Jeg ønsker mig at Center for Prekære Liv skal være åbent for alle, men at centrets aktiviteter tager udgangspunkt i basisgruppestrukturen. Derfra kan vi forstå og analysere den komplekse samtid, vi indgår i, og beslutte, hvordan vi vil arbejde sammen. Kort sagt: Lade affekten hjælpe os til sammen at producere indhold og handling.

Fællesrummet

Kunstneren og kulturarbejderen er altså, som nævnt indledningsvist, et optimalt topos til at tænke over senkapitalismens operationsmodi, eller som kunstner og organisator Lise Soskolne siger: ‘Artists are so infinitely exploitable because of the logics of neoliberal capitalism, that they provide a great blueprint for looking at how people working in other fields are exploitable.’ Men kunst- og kulturarbejderen er også særlig, fordi hun bebor et anderledes rum, som både er privilegeret og prekært:

Artists have a privileged position of occupying a dual class position. They’re both gentrifiers and victims of gentrification, both exploited and exploiters, they both contract labour and are contracted labour, they operate as employers and employee.[21]

Soskolnes pointe er, at kunst- og kulturarbejderen opererer i en paradoksal situation. Hun er både inden for og imod kapitalismen, hun både støtter den og udnyttes af den, og det er netop denne position, som producerer det moralske argument for, at vi må organisere os. Vi skal, med Soskolnes ord, ‘sætte vores ekseptionalitet i arbejde’,[22] ikke kun udadtil i solidaritet med de prekære migrantarbejdere, men indadtil i branchen. For der er jo nogen, der klarer den i det meritokratiske system som arbejdsmarkedet er. Og dette, siger Soskolne, producerer en pyramidestruktur med en kunstnerisk overklasse, en kulturbranchens 1%. Denne top holdes oppe af det som Gregory Sholette kalder ‘dark matter’, det vil sige alle de arbejdere, som er essentielle for produktionen af den værdi, der kommer den exceptionelt talentfulde, kreative, geniale, hårdtarbejdende top til gode.[23] Der er intet nyt i at proletariatet producerer værdi til kapitalholderne, men forskellen er, at i kulturbranchen får ‘det mørke materie’ ikke betaling for deres arbejde. Et andet ben i Soskolnes argument er derfor at appellere til kunstnere ‘on the basis of the proximity to the 1% […] to try to convince the 1% artists that it’s their responsibility to organize with the dark matter. Because those people are the reason that their wealth is possible.’[24]

… jeg ønsker mig en anden politisk organisering: Trappetrinet før lobbyarbejdet, den affektive organisering.

For Soskolne er det vigtigt, at vi organiserer os politisk, og ikke kun som en kunstnerisk gestus. Men jeg ønsker mig en anden politisk organisering: Trappetrinet før lobbyarbejdet, den affektive organisering. Offentlig sårbarhed og en synlig fælles undersøgelse af det, der skaber den, kan være med til at sætte os bare en lille smule mere fri. Ifølge Lazzarato og Foucault er ‘disinterested interest’ vejen ud af kapitalismens ståltag: ‘sympathy, the feeling of community, instinct, benevolence, but equally disgust and hatred. It is a matter of a bond between concrete and different individuals in the real.’[25] Tænk engang, hvis det affektive fællesskab kunne generere andre måder at være levende på, måder hvor vi var mindre tynget af skam over vores egen forestillede underpræstation. Center for Prekære Liv er ikke drømmen om, at vi alle skal blive søde, bløde, syngende delfiner, for at blive i fiskemetaforen. Men måske kunne vi sammen finde en måde at bryde ud af det akvarium, der gør os til kannibalistiske piratfisk. Jeg drømmer sådan om, at der findes en anden måde, hvorpå vi kan bebo senkapitalismens oprørte hav.

Center for Prekære Liv er åbent for alle interesserede uanset deres nærhed til den 1%. Centret åbner i en prekær fremtid.

 

Om forfatteren – Miriam Wistreich
Miriam Wistreich er kurator og researcher. Hun er uddannet fra Københavns Universitet og Goldsmiths, University of London og har været prekært ansat på en række kulturinstitutioner i Danmark. Hun er medlem af Laboratorium for Æstetik og Økologi og har siden 2015 arbejdet på Center for Prekære Liv.

 

Endnotes:

[1] Denne artikel bygger på research udført i 2016, hvor en række begivenheder gjorde, at skribenten for alvor indså sin egen prekæritet og begyndte at indsamle viden på området.  Hun har blandt andet lavet en række interviews med kunstnere og kulturarbejdere fra London, New York og København, som har beskæftiget sig med spørgsmål vedrørende prekæritet.

[2] Graham Harwood, interviewet af skribenten på Centre for Cultural Studies, Goldsmiths University of London, april 2016, som et led i researchprojektet om arbejdsvilkår og prekæritet. Harwood er billedkunstner, course convenor på masterprogrammet i interaktive medier og digital kultur på Goldsmiths’, og den ene halvdel af kunstnergruppen YoHa: http://yoha.co.uk/

[3] Professor Anker Brink Lund, Copenhagen Busienss School, citeret i Martin Ejlertsen, ’Regeringen dropper skatteforslag mod fonde’, Magisterbladet, 4/12/2015: http://magisterbladet.dk/news/2015/december/regeringendropperskatteforslagmodfonde

[4] Nikolaj Heltoft og Torben Benner, ’DF bytter kunst ud med runer’, Politiken, 20/11/2015: http://politiken.dk/kultur/ECE2939989/df-bytter-kunst-ud-med-runer/

[5] Skribenten ønsker at gøre opmærksom på, at denne artikel aflønnes med et honorar svarende til 1 kr. per ord.

[6] Guy Standing, ‘The Precariat: The New Dangerous Class’, MA Talks, Copenhagen 26/3/2015: https://www.youtube.com/watch?v=9OraivQ45ME (citat oversat af skribenten).

[7] Foucault i Maurizio Lazzarato, Neoliberalism in Action: Inequality, Insecurity and the Reconstitution of the Social’, Theory, Culture & Society, Vol. 26, no.6, 2009, sn.109–133, s.110

[8] Ibid.

[9] Fuldtidskrymmel skal forstås som det ’krymmel’ af arbejde, der kommer oveni en ansættelse. For eksempel et arbejde der er normeret til 25 timer, men som i virkeligheden kræver 35 timer.

[10] Ruth Beale, interviewet af skribenten på Rabbits Road Institute, London, april 2016. Ruth Beale og Amy Feneck udgør tilsammen kunstnergruppen Alternative School of Economics:  http://www.alternativeschoolofeconomics.org/

[11] G. Harwood, op. cit., 2016

[12] M. Lazzarato, op. cit. s.119.

[13] Ruth Beale, interviewet af skribenten på Rabbits Road Institute, London, april 2016. Ruth Beale og Amy Feneck udgør tilsammen kunstnergruppen Alternative School of Economics: http://www.alternativeschoolofeconomics.org/

[14] Jo Littler, Nina Power and members of the Precarious Workers Brigade, ‘Life After Work – A Roundtable Discussion on Work and Precarity’, New Left Project, 20/5/2014: http://www.newleftproject.org/index.php/site/article_comments/life_after_work

[15] Federici, op.cit., s.2

[16] Maurizio Lazzarato,‘Art & Work’, PARACHUTE, no.122, 2006. Pdf: http://thenewobjectivity.com/pdf/artandwork.pdf

[17] Grundhæfte Nr. 4:  Håndbog i rødstrømpebevægelsen – “Jordemorpjecen”, København: Kvinde- bevægelsen, 1981, s.9

[18] Formuleringen ‘en højtudviklet politisk tænketank’ er lånt fra historiker Jytte Larsen , som brugte denne til arrangementet ‘Rødstrømperne Fortæller om dengang i 70erne og 80erne’, Kvindehuset, København, 19/01/2017

[19] Håndbog i rødstrømpebevægelsen: “Jordemorpjecen”, op. cit., s.5

[20] Håndbog i rødstrømpebevægelsen: “Jordemorpjecen”, op. cit., s.8

[21] Lise Soskolne, interviewet af skribenten i Artists Space, New York, juni 2016. Lise Soskolne er billedkunstner og medstifter af W.A.G.E., en amerikansk aktivistisk organisation som fokuserer på at etablere bæredygtige arbejdsrelationer mellem institutioner og kunstnere samt at regulere institutionel aflønning af kunstnere i USA: http://www.wageforwork.com/

[22] ‘put our exceptionality to work’, ibid. (citat oversat af forfatteren).

[23] Dark matter, eller mørkt stof, er et begreb fra kosmologien som beskriver store, usynlige enheder i universet som kun ses indirekte, gennem deres påvirkning af andre astronomiske objekter. Se Gregory Sholette, Dark Matter: Art and Politics in the Age of Enterprise Culture, London: Pluto Press, 2011, s.4–5.

[24] L. Solskolne, op. cit., 2016

[25] 25. M. Lazzarato op. cit., s.130