Tid til fordybelse – om at lære at stå sammen og sige fra mellem studie og studiejob


af Anna Weile Kjær
Nøgleord:
tid, fordybelse, studerende, kunsthistorie, humaniora, centralisering, besparelser, erhvervserfaring, praktik, alliancer på tværs, jobsikkerhed, faglighed, kunst, uddannelse, studiejob, Anna Weile Kjær

Tid er en af de mest eftertragtede ressourcer i vores samfund. Arbejder man med kunst, udøvende såvel som formidlende, er de fleste ofte selvskrevet til et arbejdsliv på prekære vilkår, hvor der sjældent er penge nok til at dække den tid arbejdet reelt kræver. Samtidig kræver en accelererende neoliberal markedsøkonomi urealistiske mængder af erfaring inden for et bestemt arbejdsområde, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at få et job efter endt uddannelse. Den tidlige professionalisering af den enkelte er i gang med at undergrave vores uddannelser, vores arbejdsvilkår, vores faglighed og vores psyke.

Det er derved sværere for de studerende (og de fleste andre), at tilkæmpe sig den tid, der er nødvendig for fordybelse. Det kræver overblik og en hel del selvsikkerhed at prioritere studiet og at sige fra overfor de mange frivillige og underbetalte erfaringsgivende jobs. Det er vi nødt til at lære tidligere i studietiden, hvis vores uddannelse og arbejdsvilkår skal hænge sammen og vores faglighed bevares.

Offentlige uddannelser, et af velfærdssamfundets kerneprojekter, har i mange år har været udsat for systematiske besparelser.[1] Besparelserne medfører ikke kun utilsigtede konsekvenser her og nu, men er på længere sigt ødelæggende, ikke kun for vores uddannelsessystem, men for samfundet som helhed, da vi står med en risiko for at underminere de offentlige uddannelsers oplysende og klasseoverskridende potentiale. Vi er derfor nødt til at skabe alliancer på tværs af det skel, der findes mellem uddannelse og arbejdsmarked, mellem studerende og færdiguddannede, og i stedet trække på fælles erfaringer. Det kræver, at vi tager os tid til at være solidariske og til at organisere os.

Humaniora er særlig hårdt ramt

Jeg ved, at universitetets tomme forelæsningslokaler ikke skyldes, at mine medstuderende er dovne. Mange er engagerede på arbejdsmarkedet, hvor de ofte arbejder ubetalt eller til en løn, som ingen færdiguddannede kan konkurrere med. Det gør de, for at kunne gøre sig den mindste forhåbning om at få et job på det arbejdsmarked, de selv har været med til at besætte med frivilligt og underbetalt arbejde. Ikke overraskende betyder det, at fremmødet på Kunsthistorie på Københavns Universitet er alarmerende lavt. Jeg har mødt undervisere på universitetet, der undrer sig over de mange udskudte eksaminer, som kræver ekstra planlægning og arbejdstid for både ansatte og eksterne censorer. Ofte udskyder de studerende (inklusiv jeg selv) deres eksaminer, fordi travlhed på studiejobbene ender med at komme i første række. Fordi hurtige mails og møder i praksis kan virke mere presserende end fordybelse i timelange læse- og skriveseancer.

Vi står derfor i en situation, hvor mange undervisere lemper på ambitionsniveauet i deres undervisning, fordi deres studerende møder uforberedte op, er inaktive i undervisningen og ikke kan følge med. Når de studerende erfarer, at de godt kan klare et fag eller en eksamen ved kun at møde op halvdelen af gangene, fylder de deres kalendere med mere arbejde. Og sådan igangsættes den nedadgående spiral for undervisningskvaliteten.

Dette er derfor også en bøn til mine medstuderende og de som ansætter i kulturbranchen, om at vi må huske hinanden på værdien af at have prioriteret og fordybet sig i en uddannelse.

Det er vigtigt med erhvervserfaring, ingen tvivl om det, men den billige arbejdskraft som studiearbejdet er, ender med at stjæle for meget fokus fra uddannelserne, alt imens at humaniorauddannelserne gang på gang bliver skudt i skoene, at de ikke er erhvervsrettede nok. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for at gøre brug af de allerede eksisterende praktikordninger på universiteterne.[2]  Når mange studerende alligevel arbejder gratis og går i praktik uden for universitets praktiksystem, tror jeg det skyldes et konkurrencepres og en forestilling om, at man ikke kan få arbejdserfaring nok, hvis man skal erhverve sig et job i kunstbranchen. Dette er derfor også en bøn til mine medstuderende, og de som ansætter i kulturbranchen, om at vi må huske hinanden på værdien af at have prioriteret og fordybet sig i en uddannelse. Hvis vi prioriterer studietiden, kan vi flytte udgangspunktet væk fra den kortsigtede leflen for det neoliberale arbejdsmarked og skabe langsigtet kvalificeret viden. Lige meget hvilken politisk overbevisning man abonnerer på, er svækkelsen af fagligheden hos nye kandidater på arbejdsmarkedet uønsket, og vi risikerer en dårligere rustet arbejdsstyrke.

Et spørgsmål om tid

I La nuit des prolétaires (Proletarernes nat) beskriver Jacques Rancière arbejdere, der i 1930’erne, sang og skrev digte om natten. Kapitalismen kunne stjæle deres tid på arbejdet, men ved at generobre deres nætter, kunne de skabe et rum til andet end arbejde: til at skrive digte og til at synge. Ved at være noget andet end blot en arbejder, der arbejdede, hvilede og protesterede, skabte de den første kim til en anden selvforståelse. Uden sammenligning med 30’ernes arbejdere, er der noget interessant i Rancières måde at anskue tid på – hans beskrivelse af nattetimerne som rum for modstand.

Med en yderligere individualisering af den enkelte, med internaliseringen af kapitalismens ustoppelige begærsmaskineri, som trænger ind i de inderste private sfærer, bliver en fiasko i dit arbejdsliv eller private økonomi også bevis på, at du har fejlet (som menneske). Alt for sjældent lægges puslespillet af de spredte men talrige symptomer sammen. Og alt for sjældent stilles spørgsmålet, om det i virkeligheden er systemet og ikke den enkelte, der er dysfunktionel.

Alt for sjældent lægges puslespillet af de spredte men talrige symptomer sammen. Og alt for sjældent stilles spørgsmålet om det i virkeligheden er systemet og ikke den enkelte, der er dysfunktionel.

På hjemmekontoret og i smartphonens kolde lys, kan de stille nattetimer synes næsten utænkelige. Når vi potentielt altid er på arbejde, bliver arbejdet internaliseret. Det bliver en identitet. Der lurer altid en dårlig samvittighed over ikke at give arbejdet eller studiet sin fulde energi i alle døgnets vågne timer. At danne sig overblik over egen situation, at gøre status, bliver utænkeligt. Når man ikke har muligheden for at stoppe op, har man heller ikke muligheden for at gøre tingene anderledes, hvilket kan resultere i modløshed. Det var en sådan lammende og bedøvende modløshed, afstedkommet af enorm travlhed, der resulterede i, at denne artikel var tæt på ikke at blive til noget.

Mangel på politisk vilje

Det er ikke kun de studerendes desperate forsøg på at sikre sig et job i fremtiden, der er med til at sænke fagligheden på de videregående uddannelser for tiden. Det er også mangel på politisk vilje til andet end effektiviseringer, centraliseringer og besparelser.  Konsekvenserne heraf er mange, for eksempel slækkes der i disse år på kravene til eksaminer. Tid til censurering og til at rette og give feedback på opgaver er beskåret til det absurde, hvis man overhovedet er så heldig at få feedback på sit arbejde. De fleste opgaver på Kunsthistorie kvitteres blot med en karakter uden begrundelse. Et andet sparestrategisk eksempel er, at den normerede tid på kandidatuddannelser netop er blevet reduceret fra 24 til 22 måneder som konsekvens af et fortolkningsspørgsmål om normeret tid fra ministerielt plan. [3] Der bruges mere tid på at imødekomme skærpelser og administrative krav, end på at bryde hovedet med udviklingen af vores universitet og faglighed. I sidste ende betyder det, at kvaliteten af vores uddannelser forringes, hvilket devaluerer de studerendes arbejde og engagement. [4]

Der bruges mere tid på at imødekomme skærpelser og administrative krav end på, at bryde hovedet med udviklingen af vores universitet og faglighed.

Vores uddannelsessystemer underlægges det frie arbejdsmarkeds logikker, med den konsekvens, at den frie forskning bliver langt mindre fri og at armslængdeprincippet er truet. Besparelser har resulteret i at halvdelen af  Ph.d-stillinger er beskåret på Institut for Kunst og Kultur. Derfor finansieres de fleste af private fonde og erhvervslivet, hvilket betyder at beslutningsprocessen for hvilke af disse forskningsprojekter, der får mulighed for at eksistere, fjernes fra universitetet.

Humaniora, såvel som kunsten, er ikke en luksusvare, som et samfund kan vælge fra og til, men en grundlæggende ressource for et demokratisk og velfungerende samfund. Underprioriterer vi kunsten og humaniora, frakobles en vigtig kilde til refleksion, erkendelse og nytænkning.

De studerendes indflydelse

For de studerende findes der heldigvis direkte veje til indflydelse. Kort sagt, er der brug for, at vi studerende tager ejerskab over vores universitet og vores uddannelsers fremtid. Studenterinddragelse er en del af universitets kernestruktur, men bliver langt fra udnyttet til fulde. [5] Selv meldte jeg mig til udvalgsarbejdet mere eller mindre ved en tilfældighed og mest af alt drevet af halv-dårlig samvittighed, da der ikke var nogen, som meldte sig som suppleant, til det éne fagrådsmøde, jeg var mødt op til. Det ja greb hurtigt om sig, da jeg et halvt år senere sad i 3 ud af 4 udvalg for kunsthistorie, fordi samtlige andre kandidater havde trukket sig. Det betød, at jeg fik en hovedkulds ilddåb i udvalgsarbejdes muligheder. De studerendes tilstedeværelse i udvalgene er konstituerende. Derfor er vores engagement afgørende. Min erfaring er, at der lyttes til de studerende og handles efter initiativer igangsat af os. Udvalgsarbejdet kan derfor danne grundlag for den organisation og det fællesskab vi mangler.

Solidaritet på tværs

I Herman Melvilles novelle Bartleby, the Scrivener (1853), ansættes funktionæren, Bartleby, på et Wall Street kontor. Efter at have arbejdet effektivt og upåklageligt begynder han fra den ene dag til den anden at afvise flere og flere opgaver med sætningen “I would prefer not to”. Denne adfærd bliver kun mere konsekvent og han ender i fængsel, hvor han til sidst dør af sult efter at have svaret “I would prefer not to” til den mad, han bliver tilbudt. Vender vi tilbage til balancen mellem ekstracurrikulært arbejde og uddannelse hos den enkelte studerende, kræver det ofte ikke mere end et enkelt Bartlebysk “I would prefer not to”, for at ændre tingenes tilstand.

Konsekvenserne af at misse en chance for at få en fod indenfor arbejdsmarkedet kan dog synes uoverskuelige for den enkelte. Som det ser ud nu, har jeg personligt hverken råd til eller is nok i maven til at lade være med at arbejde så meget, som jeg gør.[6]  Jeg er lige så afhængig af at tjene penge, som at skabe mig den nødvendige erfaring, der skal til, hvis jeg skal gøre mig den mindste forhåbning om at få et arbejde, når jeg er færdig med min uddannelse. Og det er mit indtryk, at rigtig mange studerende står i samme situation som jeg, og at de ofte er alene med nøjagtig samme overvejelser og dilemmaer.

Der kan være en enorm hjælp i gensidig samtale og støtte mellem de studerende. Dette kræver dog, at man lægger den interne konkurrence til side og hengiver sig til ideen om at “sammen står vi stærkest”. Derfor bør der være fokus på organisering og arbejdsvilkår allerede i studieårene. Her er alliancen mellem studerende og færdiguddannede essentiel.

I sidste ende handler det om prioritering af tid. De franske arbejdere som Ranciere beskrev i Proletarenes Nat, skabte sig en mulighed for fordybelse i nattens sprækker af tid.

I sidste ende handler alle disse problemstillinger om prioritering af tid. De franske arbejdere, som Ranciere beskrev i Proletarenes Nat, skabte sig en mulighed for fordybelse i nattens sprækker af tid. At tage sig tid til koncentration og organisering kræver, at man på et tidligt tidspunkt lærer at sige nej. I dag må styrken til at skabe disse rum for modstand findes i en alliance på tværs af generationer og arbejdspositioner. Nogle gange kan fremskridt findes i noget så nedslående som et nej.

Om skribenten:
Anna Weile Kjær læser kunsthistorie på Københavns Universitet og arbejder som kuratorassistent i Den Frie Udstillingsbygning. Hun kuraterer kunstmessen Alt Cph 18, som finder sted på Fabrikken for Kunst og Design i maj og drev tidligere udstillingsstedet Adult, sammen med to andre. Anna er valgt ind i studienævnet og sidder desuden i fagudvalget og fagrådet for kunsthistorie.

 

Endnotes:

[1] Om de omfattende besparelser, se for eksempel, Claus Baggersgaard, ‘Nye Million Besparelser på Humaniora – der skal skæres 20 årsværk’,  Uniavisen, maj 2017: https://uniavisen.dk/nye-million-besparelser-paa-humaniora-der-skal-skaeres-20-aarsvaerk/ og Thomas Bøtcher, ‘Regeringen Fortsætter Besparelserne på Uddannelse’, Magisterbladet, august 2017: https://www.magisterbladet.dk/news/2017/august/regeringenfortsaetterbesparelsernepaauddannelse.

[2] Praktiksystemet er udviklet, så den studerende sikres reel arbejdserfaring og ikke blot henter gratis kaffe i et halv år. Det er også dette system, der giver den studerende merit i tilgift for det ubetalte arbejde.

[3] Det betyder, at de fleste studerende er nødt til at påbegynde deres speciale allerede i 3. semester af deres kandidatuddannelse, da specialekontrakten juridisk set skal underskrives 6 måneder inden aflevering. Derfor ser det i øjeblikket ud til, at instituttet kan blive nødt til at afsætte en del af undervisningen på 3. semester til specialeforberedelse. Bedømmelsen for specialer er nu også reduceret markant pr. studerende, hvilket har den konsekvens at specialet på Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, står til at blive reduceret fra 80 sider til 60 sider. Se overvejelser om dette notat fra Copenhagen Business School, ‘Konsekvenser af implementeringen af studietidsmodel’: http://medie.cbs.dk/sites/default/files/normaar_og_dets_betydning_for_cbs.pdf

[4] Man kunne også vælge (som de fleste studerende gør det) at se stort på den urealistiske normerede studietid og udskyde kandidaten med et halvt år, som fremdriftsreformen dog stadig tillader, men gør man dette, belaster man faget, som er gjort afhængige af den bonus, der udløses til instituttet, når en studerende færdiggør sit studie på normeret tid. En bonus som er livsnødvendig for et institut som IKK, der allerede er økonomisk i knæ. Det synes overflødigt at nævne, at der ikke udløses mange af disse bonusser på vores institut, og jeg kunne ikke forestille mig, at billedet ser meget anderledes ud på Humanoiras andre institutter.

[5]  I januar 2018 er det blevet besluttet af undervisningsministeriet, at et af disse råd, Institutrådet, på samtlige Københavns Universitets institutter skal nedlægges.  En beslutning taget fra den ene dag til den anden af Universitets øverste ledelse. Hermed er instituttets eneste råd med studenterfortræde blevet reduceret fra 4 til 3. Institutrådet var det eneste der samlede institutleder og studerende. Der er derfor tale om en markant og måske fatal reducering af universitetets demokrati, fordi medbestemmelsen kan risikere at forsvinde, hvis vi ikke værner om den.

[6] Skribenten har ikke har flere SU-klip (redaktion).