ArrangementerUKK Salon

UKK Salon: Visioner for en prekær fremtid

By June 10, 2017 No Comments

Torsdag d. 22 juni 2017 kl. 17.30–19.30 efterfulgt af UKK Sommerafslutning til kl. 22.00

UKK Salon er en serie af events for UKKs medlemmer. Her sætter vi fokus på en række tematikker omkring arbejdsvilkår og aktuelle bevægelser inden for arbejdet med samtidskunst. UKK Salon er også et mødested for organisationens medlemmer.

Til vores anden UKK Salon tager vi udgangspunkt i Miriam Wistreichs artikel ‘Center for prekære liv – grundplan for en solidarisk institution’, som blev udgivet af UKK Journal tidligere på året. Med afsæt i ideen om et ‘center for prekære liv’ behandler artiklen en række scenarier og teorier i forhold til arbejdsmoral, aflønning, kunstens værdi, neoliberalistisk kapitalisme og individualisering. Til at folde disse emner ud i relation til prekærisering og arbejdsvilkår, har vi inviteret Miriam Wistreich og Maria Bordorff, der begge er kuratorer og skribenter, til hver især at holde et kort oplæg. Disse vil blive efterfulgt af Q&A og diskussion, modereret af Gro Sarauw, billedkunstner, organisator, arkitekt og UKKs forkvinde.

Vi håber, at få en god debat i forhold til en fremadrettet diskurs om organisering i og af kunstområdet.

Efterfølgende holder vi sommerafslutning for UKKs medlemmer og venner, for at fejre det vi har arbejdet på det seneste år – ny hjemmeside, ny udviklende organisationsstruktur, UKK Journal, UKK Salon og de forskellige, fokuserede faglige grupper.

Alle er velkomne til denne del af arrangementet, som starter kl.19:30.
Her kan man nyde et vegetarisk måltid for 20 kr. Der vil være kolde øl og vand til 10 kr. Husk kontanter eller betal med Mobile Pay. Dørene vil blive lukket, når oplægget går i gang. Vi glæder os til at se jer!

 

Salonen kl. 17:30–19:30 er for UKKs medlemmer og gratis. Hvis du ikke er medlem endnu, men godt kunne tænke dig at være det, kan du melde dig ind her. Det koster 300 kr. for et årsmedlemskab.

 

Biografi:

Miriam Wistreich er kurator og researcher. Hun er uddannet fra Københavns Universitet og Goldsmiths, University of London og har været prekært ansat på en række kulturinstitutioner i Danmark. Hun er medlem af Laboratorium for Æstetik og Økologi og har siden 2015 arbejdet på Center for Prekære Liv.
Maria Bordorff er uddannet fra Københavns Universitet. Hun er fast skribent og kritiker på Kunstkritikk, kurator – og fra tid til anden performer.