Vi jubler ikke – En status over nationen

By juni 5, 2010Taler

Grundlovstale holdt på Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden, Grundlovsdag 2010
Dagmar Krøyer, formand for UKKs bestyrelseKunsten og kulturen er med til at give demokratiet sprog. Det er især gennem kunst og kultur, at vi som danskere får det sprog, der giver os en fælles national identitet. Det er kunsten, kulturen og sporten, der gør demokratiet levende
Det her er et citat fra daværende kulturminister Carina Christensens grundlovstale fra sidste år.
Hun har helt ret i at kunst og demokrati hænger sammen. Men kunst er ikke bare et middel til et mål.
Kunst giver ikke bare mening fordi det kan

  • holde fællesskabet ved lige
  • sikre national sammenhængskraft.

Kunst har med demokrati at gøre, fordi

  • kunst stiller kritiske spørgsmål.
  • Kunst rummer alternativet.
  • Kunst er eksperimentet.

Unge kunstnere og kunstformidlere har demokrati som en mærkesag. Og jeg vil nu forklare hvorfor det er vigtigt at kæmpe for demokrati og armslængde, selvom Danmark promoverer sig selv på netop – demokrati.

Den frustration og forargelse der motiverer til politisk arbejde kommer nemlig af at nogen skal prøve, at få det påståede demokrati til at leve op til sig selv.

Vi skal nu se på Kunstrådets internationale billedkunstudvalg.
Det kan nemlig bruges som et eksempel der viser

  • hvor svært det er at få øje på det demokratiske problem
  • hvor svært det er at formidle problemet

og med afsæt i denne problematik vil jeg gerne slutte af med at komme ind på sproget og sige lidt om de konsekvenser den neoliberale retorik kan have for unge kunstarbejdere.

Men for at eksemplet giver mening, er det vigtigt at præsentere foreningen:

UKK_historik

UKK blev dannet i 2002 – i forlængelse af regeringsskiftet i 2001. Venstre og de konservative – støttet af Dansk folkeparti sørgede for at smagsdommerne blev ryddet af vejen og for at der blev renset ud i overflødige råd og nævn.

Men oprydningen havde meget alvorlige konsekvenser, f.eks. blev det besluttet at CDB, Center for Dansk Billedkunst skulle lukke.

CDB var en uafhængig, selvejende, statsstøttet institution.
CDB varetog danske kunstneres kontakt til udlandet gennem økonomisk støtte og vejledning.
Institutionen var altså fantastisk vigtig for den unge generation, der orienterede sig internationalt.
Lukningen af CDB gjorde det tydeligt at hvis de unges sag skulle tales, så måtte de gøre det selv.
Unge kunstformidlere og unge kunstnere samledes til demonstrationer og aktioner – dem kan jeg ikke nå at beskrive her. Og resultatet blev at foreningen Unge Kunstnere og Kunstformidlere blev dannet i maj 2002 – her på Overgaden.
Det centrale i denne her sammenhæng er
at det lykkedes at påvirke daværende kulturminister Brian Mikkelsen til at få overføre CDBs funktion til den nye støttestruktur. Strukturen med Kunstrådet og herunder udvalg, der deler penge ud. CDBs funktion blev så at sige ført over i et af de udvalg under Kunstrådet.
Så langs så godt.

Revision af Lov om Kunstråd

Og nu til mit eksempel på at der er problemer med armslængde, gennemsigtighed og demokrati når der føres kulturpolitik i Danmark.

Jeg skal med det samme gøre opmærksom på at det ikke er sensation vi skal se nærmere på. Det er en ”lille” forseelser – eller strategisk manipulation. I hvert fald kan den slags få ret konkrete konsekvenser.
Det følgende kan virke ret kedeligt, men det er altså nødvendigt for at kunne se at der er problemer med armslængden. Så hæng på.

Lov om Kunstråd er fra 2003, og da den havde fungeret i 4 år skulle den revideres. Det skulle foregå i 2008/09.
Som sagt var CDBs funktion – dvs. varetagelsen af støtte til dansk kunst i udlandet – blevet lirket ind i systemet. Det udvalg kom til at hedde Kunstrådets internationale billedkunstudvalg.

Under Kunstrådet er der 5 udvalg og 4 kunstarter: et litteraturudvalg, et scenekunstudvalg, et musikudvalg. Og så de to billedkunstudvalg:

  • Kunstrådets billedkunstudvalg
  • Det internationale billedkunstudvalg

Som billedkunstner kan man altså søge støtte i to forskellige udvalg – to udvalg med forskellige kompetencer og fokusområder: Kort fortalt deler det ene udvalg penge ud til produktionsstøtte hvis man har en udstilling i Danmark – og det andet uddeler midler til dansk kunst i udlandet med fokus på netværk.
Billedkunst er således den eneste kunstart med to udvalg. Og det ”ekstra” internationale billedkunstudvalg blev mildest talt opfattet som en overflødig og irriterende knop-skydning da loven skulle revideres.

Forud for lovrevisionen havde kulturministeriet bestilt en evaluering af Kunstrådet.
Rapporten udkom i februar 2008. Den blev udarbejdet Pluss Leadership – et managementfirma med sikker sans for strømlining og administration.
Den såkaldte ”Pluss-rapport” kom med en række anbefalinger.
F.eks. blev det anbefalet at sammenlægge de to billedkunstudvalg.
En anbefaling, der kun tog hensyn til administration, ikke til billedkunsten.
Heldigvis blev det ikke beslutte at sammenlægge udvalgene.
Der var nemlig ikke flertal for det i Kunstrådet.

I forlængelse af ”Pluss-rapporten” kom forhandlinger, og ud af forhandlingerne kom der en politisk aftale – dvs. en aftale alle partier var enige om – en aftale man ikke lige sådan kan ændre på.
Den politiske aftale gik ud på at bevare begge udvalg MEN at de to udvalg fra næste periode – dvs. med udgangen af 2011 skal have en fælles formand.

Denne politiske aftale blev til et lovforslag.
Lovforslaget blev sendt til høring.
UKK og resten af det danske kunstliv skrev høringssvar og kritiserede lovforslaget. Men beslutningen stod ikke til at ændre.
Lovforslaget bliver fremsat i Folketinget og UKK undrer sig over at alle partier har været enige om at ønske en fælles formand, så UKK skriver et brev til Kulturministeren, Kulturudvalget og de kulturpolitiske ordførere, og forklarer hvorfor det er problematisk med en fælles formand for de to udvalg.

Der kommer en interessant tilbagemelding – det er en mail fra Mogens Jensen – Socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører. Han skriver at har sagt ja til en fælles formand, fordi han under forhandlingerne er blevet oplyst at der i Kunstrådet og de to udvalg havde været accept af en fælles formand

Så blev det jo interessant – kunne det være rigtigt at begge udvalg havde accepteret dette?
Så vi kontaktede et medlem fra det internationale billedkunstudvalg, der kunne fortælle at udvalget aldrig var blevet hørt!

Det viste sig at udvalgene aldrig var blevet hørt – men udvalgenes formænd var blevet hørt. Og her skal det måske lige bemærkes at disse formænd er udpeget af kulturministeren.
Og udvalgenes formænd havde altså accepteret forslaget.
– Om det så var fordi de mente, det var en god idé eller fordi det blev fremlagt som det eneste alternativ til en sammenlægning / lukning af det internationale billedkunstudvalg må stå hen i det uvisse.

Man kunne få en tanke om at der var sket en strategisk manipulation i forbindelse med forhandlingerne.
– Det er i hvert fald noget underligt ved at kulturudvalget mener de har fået information om noget der aldrig er sket.

Det her er et eksempel på at en ”lille forseelse” kan have store konsekvenser.

Sagen var nemlig, at det ikke stod til at ændre. Toget var kørt.
Når først alle partier har indgået en politisk aftale og den er blevet til et lovforslag, så er det en uinteressant detalje at kulturudvalget tydeligvis ikke havde modtaget alle informationer i sagen under de forudgående forhandlinger.

Vi fik et brev fra kulturminister Carina Christensen. Hun skrev at vores oplysninger ikke var korrekte. Det havde nemlig aldrig været hensigten at spørge udvalgene – kun formændene for udvalgene.
Men det var vist ikke blevet forklaret under forhandlingerne der gik forud for den vigtige politiske aftale.
Carina Christensen lagde vægt på at en fælles formand kan sikre koordinationen Kunstråd og udvalg imellem.
Men det er et administrativt hensyn. Det er ikke et hensyn til billedkunsten.

Det er ikke demokratisk. Det er politik med en klar agenda.
Og det opleves som arrogance når talrige reaktioner fra kunstlivet ignoreres.
F.eks. virker det arrogant at sende en lov til høring kun for at leve op til nogle demokratiske spilleregler – ikke fordi man interesserer sig for hvad der bliver svaret.

Det lykkedes ikke at bevare to formænd, så fra den næste periode, når udvalgene skiftes ud er der altså en fælles formand.
Det er ikke en bedre løsning og den kommende fælles formand får en nærmest uoverkommelig opgave som ekspert på både den danske kunstscene og med overblik over det internationale kunstliv –og netværk.
– En ’lille forseelse’ og konkrete konsekvenser.
Formidling

Når jeg bruger taletiden til en så forholdsvis tør fortælling, så er det fordi den er oplagt at tage op en dag hvor demokratiet i Danmark evalueres. Men jeg gør det også fordi den ellers aldrig bliver hørt.
Det er nemlig rigtig svært at kombinere kulturpolitik med formidling. Det er svært at få en historie som den jeg lige har fortalt til at ligne en forsidehistorie – og vi må konstatere at kulturpolitik har fantastisk lav status på Christiansborg.

Når kultur får taletid og spalteplads er det næsten altid i en optik hvor

  • kunst sætter Danmark på verdenskortet
  • kunst enten er ren provokation eller pæn dekoration
  • Eller kunst legitimeres ved at den udløser præmier – Når man giver værker fokus i forlængelse af at de udløser priser, så er det nemlig så bekvemt: Man behøver slet ikke selv forklare hvorfor og hvordan værket er interessant – det er der nogen andre der har besluttet at det er.

At udfolde kunstens kritiske potentiale, og at betragte kunst som en væsentlig stemme i samfundsdebatten – det er simpelthen en alt for stor udfordring. Vi har ikke sprog til det, vi har ikke øje for det.
Fagsproget, der omgiver kunst er blevet udvandet – eller måske snarere bare erstattet af beskrivelser af oplevelser.
Og for lige at sætte trumf på, vil jeg lige nævne at det ikke ser bedre ud på sigt når billedkunst spiller en mindre og mindre rolle i folkeskolen og gymnasiet.

Det er vigtigt at nogen slår fast, at det ikke er optimalt.
Sproget

Men sproget er ikke bare afgørende i forbindelse med formidling. Det sprog vi går og hører og bruger har nemlig stor indflydelse på os.

Den neoliberale dagsorden lister sig ind på os hvis ikke vi er modstandsdygtige. Hvis noget gentages tilpas mange gange, bliver påstanden til let til praksis.
– Når vi fra politikere og medier får forklaret

  • at kunst skal klare sig på markedsvilkår
  • at kunst er identisk med oplevelsesøkonomi
  • at kunst og kultur ikke skal tages rigtig alvorligt, blot opfattes som et middel til et mål

– ja så er det vigtigt, at de påstande får et modspil.

Man bliver som ung kunstarbejder så at sige rullet ind i sproget. Man skal være stædig for ikke at

  • tænke at kunstnerisk succes er det samme som at kunne leve af sin kunst
  • at begynde at legitimere sin praksis med buzz-words
  • blive overbevist om at de kreative er kreative, fordi de ikke kan lade være

Man kan let tro, at man kun overlever ved at hytte sit eget skind.
Og dermed mister man let blikket for et slidt, men rigtig vigtigt begreb, nemlig solidaritet.

Det er fint at kunne leve af sin kunst, og hvis man vil, kan man bruge masser af buzzwords.
Men det er bare vigtigt, at nogen siger at det også skal være muligt at være ung kunstarbejder med andre værdier og andre dagsordner.
Opsummering

Man kan opsummere ved at slå fast, at det ligner et paradoks:
Mens der efter sigende skulle være demokrati og åbne arme i forhold til de unge kunstarbejdere, opleves det faktisk modsat.

Det er i dag blevet rigtig vigtigt, at tage stilling til om man vil flyde med strømmen eller om man vil give modstand.
Det er vigtigt, at tage stilling til om man kan spejle sig i at
éns faglighed beskrives som identisk med den kreativitet, der er så vigtig for innovation; om man synes kunsten skal gå andres ærinde.

I UKK mener vi ikke at kunst bare er oplevelsesøkonomi.
Kunst bliver ikke bedre og mere autentisk af at klare sig på markedsvilkår.
Det er helt rigtigt at unge kunstarbejdere brænder for sagen, men det skal ikke udnyttes så kreativt arbejde er det samme som gratis arbejde.

Kunst er vigtig for demokratiet.
Men det er den kunst, der får lov at fungere som debatskabende og kritisk, vi her snakker om.
Og det er det faktiske demokrati, vi ønsker os.